"Polske Roepiger ved Arbejdet i Marken". Foto: Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".
En øjenvidneberetning fra 1902, da "fremmedarbejdere" i Danmark var lig med de polske roearbejdere på Lolland-Falster.
Jørgen LindJørgenLind
OffentliggjortSidst opdateret
Hvordan så danskerne på de "importerede" polakker, som for 125 år siden og flere årtier frem strømmede til Lolland-Falster hvert sommerhalvår for at udføre det arbejde på roemarkerne, som danske landarbejdere ikke havde lyst til at påtage sig?
Det giver en samtidig artikel indtrykket af. Artiklen blev trykt 26. oktober 1902 i det for længst hedengangne ugemagasin "Hver 8. Dag".
Bladet udkom i København i årene 1896-1928, og undertegnede ejer nogle hundrede eksemplarer af det - som en lille del af min alt for store samling af illustrerede, folkelige medier fra primært 1800-tallet. En guldgrube af interessant læsning.
"De polske Piger i Festdragt". Foto: Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".
14.000 på et år
Man regner med, at der i 1902 var et par tusinde polske gæstearbejdere herhjemme, mænd og kvinder, de fleste unge piger. Tilstrømningen kulminerede med over 14.000 i sæsonen 1914.
Annonce
Næsten alle rejste hjem igen, når roesæsonerne var slut, men enkelte blev vintrene over og påtog sig andet arbejde. Generelt var de danske arbejdsgivere glade for polakkerne, idet man betragtede dem som flittige og dygtige sæsonarbejdere.
Den nævnte artikel havde overskriften "De polske Roepiger paa Lolland", var skrevet af Axel Walbum og illustreret med tre fotografier af løjtnant Nic. Bauer.
Beretningen begynder med, at journalisten ankommer til Gammelgaard på Vestlolland, hvor sukkeroe-høsten er i fuld gang.
"I Begyndelsen af Oktober Maaned rykker store Arbejdsstyrker af polske Piger ud i Marken", hedder det, og artiklen fortsætter:
"Med Sporvogn over Marken" Foto: Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".Illustration til artiklen i "Hver 8. Dag".
"Varmen kan de sagtens holde"
"Vi benytter Lejligheden til at køre ned over Markerne i Sporvognen (hestetrukne ladvogne på midlertidigt lagte skinner, red.), som netop holder ved Vejen, og hvis Bestemmelse det er at føre Roerne ud af Markerne og hen til Fabrikken. På transportable Spor kører Vognen over hele Marken, og vi foretrækker denne ikke altid lige blide Kørsel frem for at vandre paa opblødt Jord, mellem store Bunker af afhugget Roetop.
Mørkt og koldt er det om Morgenen Kl. 5, naar de polske Piger begynder deres Arbejde. Roebladene er vaade af Rimfrost eller anden Fugtighed fra Natten, og snart er det tynde Skørt, som Pigerne har paa, aldeles gennemblødt, men sligt generer ikke! De fleste af dem gaar endda med bare Ben og har kun det allernødvendigste paa, thi Varmen kan de sagtens holde ved det haarde Arbejde, der bestaar i at tage Roerne op af Jorden, hugge Toppen af dem og lægge dem sammen i Bunker".
"I propre dragter"
"Flittige og nøjsomme er Pigerne i deres Fordringer, og Hviletid har de ikke meget af. Det gælder om at hænge i og tjene det mest mulige ved Akkordarbejdet. der kan ikke blive Tid til at gaa hjem og spise. En stump Flæsk og noget Brød tages med om Morgenen, og saa gaar det med Kosten som det kan, indtil Mørket falder paa og de kommer hjem paa Kasernen til Dagens eneste varme Maaltid. 25 Pd. Kartofler bliver udleveret til hver af Pigerne pr. Uge, og disse Kartofler udgør den største Del af Maaltidet. Alligevel strutter Pigerne af Sundhed, kraftige og velnærede er de alle.
Om Søndagen eller paa en af deres mange katolske Helligdage kommer de ind til Byen for at gøre Indkøb, og da tager de sig ud, naar de i deres spraglede, altid yderst propre Dragter spadserer op og ned ad Gaderne i Klynger, stadig smaasnakkende og leende, tilsyneladende meget tilfredse med Tilværelsen".
Annonce
"Enkelte kendte Ansigter"
"I Galicien og østrigsk Polen har de fleste af Pigerne deres Hjemstavn, og derfra rejser de hertil under Ledelse af en "Aufseher", der ogsaa bliver Opsynsmand over dem ved Arbejdet.
Hver af disse Arbejdersker koster Roedyrkeren cirka 300 Kr. for Sommerhalvaaret. Da det maa betragtes som aldeles umuligt at faa Arbejdet udført ved dansk Arbejdskraft, og da Pigerne er flittige og næsten utrættelige, kan det ikke siges at være ubilligt.
Naar Midten af November er naaet, samler Pigerne sig i store Flokke for igen at drage hjemad. Hvad der er tjent og opsparet, er allerede sendt hjem i smaa Partier i Løbet af Sommeren. det gælder om at forvare den surt erhvervede Fortjeneste.
Med Foraaret vender en broget Skare igen tilbage. Man træffer iblandt dem enkelte af de kendte Ansigter fra foregaaende Aar, men Størstedelen er alligevel nye Folk, der skal til at prøve Lykken i det fremmede Land".
Seneste artikler
Vandmænd invaderer Marielyst
Byrådsmedlem i sommer Q&A: - Samvær med familie og venner samt kulturoplevelser er skønne måder at koble af på
Sjældent syn rammer snart Lolland og Falster
Mejetærsker i flammer
NFC scorer ny hovedpartner
Mest læste artikler
Gårdbutik lukker: - Det, der gør mest ondt, er kunderne
Kendt grillbar gemte sig bag gammel smiley
Hul i Sydmotorvejen
Kaos ved vejarbejde: Bilister sad fast i timelange køer
Vanvidskørsel på Lolland: Lastbil beslaglagt