Stormflod på Folketidende

De seneste måneder har Folketidende sat fokus på stormfloden 13. november 1872 for snart 150 år siden.

Avisen har gengivet erindringer fra tidligere mindedage, genoptrykt gamle artikler og senest udførligt skildret naturkatastrofen, som den blev beskrevet i samtidens aviser.

Søndag 6. marts nåede vi til nutidens sagkundskab, da souschef Anna-Elisabeth Jensen fra Museum Lolland-Falster fortalte om diger, dæmninger og dræninger til et interesseret publikum i Folketidendes fyldte kantine i Nykøbing.

Der er tale om den mest ødelæggende stormflod i Østersøen i nyere tid. Der var 80 omkomne på Lolland og Falster, talrige ødelagte huse, henved 400 havarerede skibe og formentlig skader i milliardklassen, hvis ødelæggelserne kunne omregnes til nutidskroner.

På næste side gengiver vi - med forfatternes tilladelse - en tekst fra en bog, der netop er undervejs: "Stormfloden 1872 - da Østersøen druknede Danmark" af meteorologen Peter Aakjær og oceanografen Erik Buch. Bogen, der fortæller om den vejrmæssige baggrund for katastrofen, er planlagt til at udkomme 13. november i år.

Tørlægninger, inddæmninger og landvindinger var langt fra noget nyt, heller ikke i 1872, fortalte Anna-Elisabeth Jensen.

Allerede omkring 1840 var man godt i gang mellem de nordfalsterske næs med landvindinger ved Valnæs og Vålse, ved Næs på Østfalster og flere steder.

Til den mere kuriøse afdeling hører et tørlægningsprojekt for Bøtø Nor fra 1780'erne, som gik ud på at afvande Bøtø Nor via en kanal til Guldborgsund. Kanalen skulle være forsynet med en sluse, som åbnede, når vandstanden i Guldborgsund var lavere end i Noret. Selvlænsende altså!

Projektmageren havde dog tilsyneladende overset, at Bøtø Nor på den tid stod i forbindelse med Østersøen ved den daværende Rostocker Færgehavn i Norets sydlige ende.

I 1860'erne var man dog godt i gang med for alvor at tørlægge Noret, og ligeledes var der mange mindre dæmningsprojekter på det sydlige Lolland.

Alle disse arbejder blev dog grundigt sat over styr ved det usædvanlige højvande, stormfloden, i november 1872, hvor en pludselig vandstand 3,30 meter over dagligt vande - og med bølger ovenpå - oversteg alt, hvad man havde forestillet sig.

Mens stormfloden således satte tørlægningsarbejdet tilbage, kan man påpege, at den samtidig blev anledning til, at staten gik ind med lovgivning og hjælp og derved skabte basis for at gennemføre de store digeprojekter, som få år senere og endnu i dag beskytter både Sydfalster og Sydlolland med diger. Således Falsterdiget på knap 20 kilometer langs Sydfalsters østkyst, og Lollandsdiget på 64 kilometer fra Handermelle til Nakskov, der, som Anna-Elisabeth Jensen sagde, udgør Danmarks sydkyst.

Det lollandske dige var også en forudsætning for den senere tørlægning af Rødby Fjord.

Når vi i dag taler vi om et overophedet marked for anlæg og byggeri, er det pudsigt at tænke på, at det også var tilfældet i vinteren 1872-1873. Der var fuld gang i jernbanebyggeriet. Banen mellem Maribo og Bandholm var taget i drift i 1869. Banestrækningen mellem Orehoved og Nykøbing var åbnet i august 1872, og banestrækningerne mellem Nykøbing og Nakskov og mellem Maribo og Rødby endte med at åbne i 1874. Brødrene Fredriksens sukkerfabrik i Holeby blev også bygget i netop den periode.

Og så kom de store digebyggerier oveni.

Mens begge diger i mange år var omgærdet med en vis ærefrygt og krav om særlig beskyttelse, er Lollandsdiget siden 1990'erne og Falsterdiget for ganske nylig også åbnet for rekreative formål.

Anna-Elisabeth Jensen rundede sit foredrag af med en opfordring til at besøge nogle af de inddæmmede områder og de tilknyttede dæmningsanlæg. Hun nævnte Hages Dige mellem Rødbyhavn og Lalandia og Lyttesholm i Saxfjed Inddæmning, men hun anbefaler simpelthen, at man besøger det nærmeste inddæmmede område, hvortil der er offentlig adgang.

Også de små er fremmedartede, interessante og uforstyrrede naturområder.