De ventes at rejse til det urolige Syrien torsdag for at bistå med at overvåge den skrøbelige våbenhvile, der blev indført for næsten en måned siden.
- FN har netop oplyst, at 10 danske observatører vil indgå i FN's observatørmission i Syrien, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
- Vi var hurtigt til at tilbyde FN observatører. Det demonstrerer tydeligt, at vi er klar til at bakke ord op med handling, tilføjer han.
- Det glæder mig derfor, at vores klare politiske opbakning til bestræbelserne på at få løst konflikten nu bliver udmøntet helt konkret i form af danske observatører i FN-styrken, siger Søvndal.
Observatørmissionen, der har nordmanden Robert Mood i spidsen, består foreløbig af 61 observatører. Men det er meningen, at den skal op på 300 inden udgangen af maj.
Det er den våbenhvile, som FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan har udarbejdet, der skal overvåges.
Såvel det syriske regime under ledelse af præsident Bashar Assad og oprørerne, der kæmper for at fjerne regimet, har accepteret våbenhvilen.
Den består af seks punkter, herunder tilbagetrækning af tunge våben og militærstyrker fra byerne.
Der skal også være perioder med ro, så humanitære organisationer kan hjælpe sårede.
Det skal så bane vejen for, at der kan findes en politisk løsning.
Tirsdag gav Annan FN's Sikkerhedsråd en status over situationen.
Her sagde han, at nogle tunge våben er trukket væk, nogle styrker er trukket tilbage, men det foretages mange anholdelser og brud på våbenhvilen, der trådte i kraft den 12. april.
Ifølge Annan er det afgørende, at våbenhvilen bliver levedygtig.
- Hvis fredsplanen fejler, og vi får en fuldskala borgerkrig, vil det ikke bare påvirke Syrien. Det vil påvirke hele regionen, sagde han til Sikkerhedsrådet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned