10 meter høj bølge rammer millionby

En 10 meter høj bølge har ramt havnen i den japanske millionby Sendai, rapporterer japanske medier.

Bølgen ramte byen i det nordlige Japan efter et jordskælv, som USA's geologiske institut har registreret til 8,9 på richterskalaen.

TV-billeder fra byen viser huse og biler, der rives med af vandmasserne.

Landingsbanen i Sendai lufthavn ligger under vand, og folk er søgt op på taget af lufthavnsbygningerne.

Nyhedsbureauet Kyodo siger samtidig, at regionen Fukushima er ramt af en syv meter høj tsunami.

Jordskælvet lå i 24 kilometers dybde og havde sit epicenter 130 kilometer øst for Sendai.

/ritzau/AFP

Sendai i det nordlige Japan rammes af en 10 meter høj bølge med enorme ødelæggelser til følge.

Offentliggjort Sidst opdateret