10 talibanere dræbt ved angreb i Pakistan

Mindst 10 islamistiske oprørere er dræbt og yderligere 15 såret, efter pakistanske sikkerhedsstyrker har rettet et angreb mod de militante gruppers gemmesteder i det nordvestlige Pakistan.

Soldater på landjorden fik opbakning af kampfly, der angreb formodede tilflugtssteder og træningslejre for Taliban og al-Qaeda i de klandominerede regioner nær grænsen til Afghanistan.

- Ifølge de oplysninger, vi har fået fra området, er mindst 10 terrorister døde og 15 andre såret, siger en efterretningskilde.

En soldat meldes såret i kampene, der fandt sted i Orakzai-regionen.

En talsmand for det paramilitære Frontier Corps siger, at sikkerhedsstyrkerne går efter de militante, der er flygtet fra offensiverne i Sydwaziristan og Bajaur.

- Orakzai-regionen er blevet et vigtigt skjulested for disse flygtede terrorister, siger talsmanden.

Pakistan har siden 2008 gennemført flere militære offensiver i Bajaur, og i oktober rykkede tusinder af soldater ind i Sydwaziristan, der er en af Talibans højborge.

Regeringsstyrkerne har genvundet kontrollen med størstedelen af begge distrikter, og tusinder af militante islamister menes at have søgt tilflugt i nabodistrikterne Orakzai og Kurram.

Foruden den pakistanske offensiv kom de militante grupper også under angreb fra førerløse amerikanske fly, der sent tirsdag aften affyrede raketter mod en bygning i byen Miran Shah i Nordwaziristan. Her meldes fem militante dræbt.

/ritzau/dpa

Mindst 10 militante Taliban-oprørere er dræbt under sammenstød med sikkerhedsstyrker i det nordvestlige Pakistan.

Offentliggjort Sidst opdateret