100 soldater taget til fange i Aleppo

Syriske oprørere hævder i en ny video, der er blevet omdelt til pressen af aktiviser, at de har taget 100 regeringssoldater og militsfolk til fange under kampe i den hårdt omkæmpede nordlige by Aleppo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Videoen, som viser snesevis af civilklædte mænd sidde i en gård, er optaget af en mand, som siger, at han er med i oprørernes Frie Syriske Hær.

De tilfangetagne mænd siger til kameraet, at de er medlemmer af den syriske hær og shabiha-militsen, som støtter regimet.

- Jeg er oberst Mohammed Rashid Mohammed al-Mhmeid. Jeg blev anholdt på vejen ind til Aleppo, siger en af mændene.

- Jeg er kaptajn Fuad al-Hosh, øverstkommanderende for politiet i Aleppos Shaar-distrikt. Jeg blev taget til fange, da jeg var på vej væk fra min post, siger en anden.

En tredje mand siger, at han tilhører shabiha-militsen. Han siger, at han blevet taget til fange i Hanano i Aleppo, og at han har "dræbt en demonstrant."

Senere på dagen kom der meldinger om, at syriske oprørere har taget 50 soldater, heriblandt 14 officerer, til fange i byen Maaret al-Numan i den nordvestlige provins Idlib.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til nyhedsbureauet AFP.

Der er blevet udkæmpet intense kampe i ni dage i Aleppo, men flere og flere specialtrænede soldater er blevet mobiliseret i byens udkant, og stadig flere soldater deltager i Assad-regimets modoffensiv.

I Washington og Paris, London, Berlin og Rom advarer regeringstalsmænd Syriens regime mod at begå en massakre i Aleppo. Det synes at være det, som regimet forbereder, siger en talskvinde for USA's udenrigsministerium, Victoria Nuland.

Også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrer indtrængende den syriske regering til at stoppe sin offensiv mod Aleppo.

- Jeg er alvorligt bekymret over den optrappede vold i Aleppo, siger Ban.

/ritzau/AFP