10.000 hotelmedarbejdere strejker i amerikanske storbyer

Der er omkring 40.000 hotelmedarbejdere, som er medlemmer i Unite Here, hvis kontrakter udløber i år. Forhandlinger om nye fireårige kontrakter har stået på siden maj. Foto: Marco Garcia/Reuters

På tværs af 24 hoteller i større amerikanske hotelkæder, går medarbejdere i strejke forud for Labor Day.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 10.000 amerikanske hotelmedarbejdere har søndag indledt en strejke, der ventes at vare flere dage.

Det sker efter, at kontraktforhandlinger med deres arbejdsgivere er brudt sammen.

De strejkende medlemmer er ansat på tværs af 24 hoteller i USA, oplyser fagforeningen Unite Here.

Fagforeningen repræsenterer i alt 300.000 ansatte på hoteller, kasinoer og i lufthavne i USA og Canada.

De hoteller, som er påvirket af strejken, tilhører de store kæder Marriott International, Hilton Worldwide og Hyatt Hotel.

Det gælder specifikt hoteller i storbyerne San Francisco og San Diego i delstaten Californien, Honolulu på Hawaii, Boston i Massachusetts, Seattle i Washington og Greenwich i Connecticut.

Også medarbejdere på hoteller i andre byer gør sig klar til at tilslutte sig strejken, som er blevet indledt, i weekenden forud for mærkedagen Labor Day mandag.

Mærkedagen finder sted til ære for den amerikanske arbejderbevægelse.

"Der er blevet givet tilladelse til strejke, som kan begynde når som helst" i byerne Baltimore, New Haven, Oakland og Providence, lyder det fra Unite Here i en udtalelse.

Der er omkring 40.000 hotelmedarbejdere, som er medlemmer i Unite Here, hvis kontrakter udløber i år. Forhandlinger om nye fireårige kontrakter har stået på siden maj.

Medarbejderne og arbejdsgiverne er blandt andet uenige om de ansattes lønninger, og om hvorvidt der er brug for flere hænder, efter at covid-19-nedlukninger medførte flere fyringer.

Ifølge fagforeningen bliver hotelmedarbejdere i USA nemlig presset til det yderste. Eksempelvis sker det hyppigt, at tre ansatte skal udføre et stykke arbejde, som egentlig kræver arbejdskraften fra fire, lyder det.

Ifølge Unite Here skaber det stress blandt medlemmerne. Hastigheden af deres arbejde bliver prioriteret over kvaliteten, lyder det.

- Efter covid forventer de, at vi leverer femstjernet service med en trestjernet bemanding, siger foreningen i udtalelsen.

Hilton og Hyatt siger, at de er stadig er opsatte på at nå frem til en "fair" aftale med fagforeningen. Hyatt har desuden lagt en plan for, hvordan driften kan blive mindst muligt påvirket af strejken.

Marriott har endnu ikke kommenteret sagen.

/ritzau/Reuters