De materielle skader efter et kraftigt jordskælv i New Zealand lørdag er værre end først antaget. 100.000 af 160.000 boliger i byen Christchurch og omegn, der er værst ramt, er beskadiget, og de kan sandsynligvis ikke repareres.
Det siger den newzealandske premierminister, John Key, til britiske BBC. Key besøgte mandag de ramte områder.
- Det er et mirakel, at ingen blev dræbt ved det kraftige skælv. Det er rædselsvækkende ødelæggelser. Og det tager nok nogen tid, før alle skaderne er klarlagt, siger John Key.
Regeringen har indført undtagelsestilstand i området og sendt militær og det civile beredskab af sted for at hjælpe ofre. Desuden er der udstedt udgangsforbud om natten i Christchurch og byerne Selwyn og Waimakariri.
Jordskælvet målte 7,0 på richterskalaen, og flere end 80 efterskælv har ramt området siden da.
Eksperter siger, at der er risiko for, at Christchurch rammes af endnu et kraftigt jordskælv inden for få dage.
- Det er vigtigt, at folk er klar over dette, især hvis de opholder sig i bygninger, der har lidt skade, siger geolog Ken Gledhill til BBC.
John Key siger, at regeringen vil skaffe cirka 90 procent af de godt otte milliarder kroner, som genopbygningen ventes at komme til at koste. Resten skal komme fra forsikringer.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde