100.000 på flugt fra vandmasser i Niger
Titusinder af mennesker er på flugt fra enorme vandmasser i flere Vestafrikanske lande, hvor årets monsunregn er sat ind med fuld styrke.
Værst ramt er Niger, hvor 31 mennesker er omkommet i vandmasserne inden for få dage, og tæt ved 100.000 mennesker er tvunget fra hus og hjem.
- Oversvømmelserne har ramt alle egne af Niger, og mange er blevet hjemløse, siger Modibo Traore, chef for FN's Koordineringskontor for Humanitære anliggende, OCHA.
Præsident Mohamadou Issou har besøgt området og lovet at sende nødhjælp til de ramte områder. Men han erkender over for lokale medier, at Niger ikke selv er i stand til at forsyne de ramte med tilstrækkelig nødhjælp.
Også Nigeria og Senegal er ramt af oversvømmelser, og der er sket store materielle ødelæggelser i de to lande.
Broer er styrtet sammen, veje er skyllet væk, og bygninger er ødelagt ved jordskred.
I Senegal omkom 13 mennesker for et par dage siden, da en mur kollapsede i en fabriksbygning og faldt ned over et boligbyggeri, skriver tv-stationen al-Jazeera.
Monsunen kommer ind over Vestafrika i juli og tager til i styrke de efterfølgende måneder, indtil den løjer af i oktober.
Regnen kommer efter måneder med tørke i de fleste vest- og nordafrikanske lande. I Sahararegionen er høsten slået fejl, og hundredtusinder af mennesker sulter.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned