10.368 civile ukrainere er dræbt i krigen - og de tæller stadig

For 63-årige Oleksandr Remez er det vigtigt at få sat navne på de civile, som er blevet dræbt i Ukraine i forbindelse med krigen. Det er ifølge ham ikke kun tal, der er brug for. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

Ukrainske myndigheder har offentliggjort tal over civile dræbte i landet under krigen. Tallet menes ifølge både de ukrainske myndigheder og FN at være højere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Oleksandr Remez overlevede kun, fordi han var stået tidligt op og befandt sig i køkkenet den 28. april.

Den aprilmorgen tog et russiske missilangreb alt fra Remez.

Angrebet tilintetgjorde hans og konen Nataljas hjem i den ukrainske by Uman. Og hun blev dræbt. Det samme gjorde 22 andre civile ukrainere - heriblandt fire børn.

- Vi har ikke kun brug for tal, men også navne. Ingen må blive glemt, siger 63-årige Remez med tårer i øjnene foran den kollapsede bygning.

Oleksandr Remez' kone står på en liste med 10.368 navne på civile, som er blevet dræbt under krigen. Listen blev fremlagt af myndighederne i det krigshærgede land mandag.

Men:

- Det her er kun de mennesker, vi kender til, siger Oleg Gavrysj, seniorrådgiver for chefen for det ukrainske præsidentkontor.

- Dødstallet er formentlig fem gange større. Derfor kan det være 50.000.

Onsdag morgen oplyste Reuters, at yderligere en civilperson er død, efter at dæmningen ved byen Nova Kakhovka blev sprængt i luften tirsdag.

To andre civile blev meldt dræbt i et droneangreb.

Ud over de 10.368 dræbte civile opgør myndighederne, at 14.404 civile er blevet såret, siden krigen begyndte i februar sidste år.

FN's optælling fra slutningen af april viser, at 8709 civile ukrainere er blevet dræbt, og 14.666 er sårede.

FN mener også, at de faktiske tal er højere.

- De (russerne, red.) må holdes ansvarlige for hver eneste, siger Remez foran et mindesmærke for Natalja og de 22 andre dræbte den morgen i april.

Oleksandr Remez' kone, Natalja, blev dræbt i et russisk missilangreb den 28. april. 22 andre civile blev dræbt i samme angreb, heriblandt fire børn. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

Et nøglepunkt i forhold til tabstallene er, at der mangler information fra de russisk-besatte områder. I byen Mariupol estimeres det for eksempel, at titusinder af civile er blevet dræbt.

Byen blev et symbol på den ukrainske modstand.

Iagttagere frygter, at det ikke vil være muligt at finde de dræbte civile, selv om Ukraine genvinder kontrollen med byen, fordi gerningsmændene har slettet alle spor.

- De har incitament til at skjule deres kriminelle handlinger, siger Philip Verwimp, der forsker i demografi i konflikter.

Det samme kan gøre sig gældende i byen Bakhmut, hvor kampene er blevet beskrevet som krigens værste.

Lederen af den russiske Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, har døbt byen "kødhakkeren".

Derfor kan det tage år at lave en optælling.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

- Ukrainerne har været meget hurtige til at gøre det. Lige så snart, at de genvinder byer, har de efterforskningshold, som dokumenterer russiske krigsforbrydelser, siger Philip Verwimp.

Ukrainerne har siden krigens begyndelse optalt påståede forbrydelser. Det er alt fra dræbte civile og seksuelle overgreb til ødelæggelser af ejendomme og kulturelle steder.

Optællingen med bekræftede dræbte civile kan være med til at give ukrainske familier afklaring og en afslutning, mener Jakub Bijak, som er demografisk professor og arbejder for FN.

Ukraine har ikke offentliggjort officielle tal for døde soldater.

Ifølge Reuters viste lækkede dokumenter fra amerikanske efterretningstjenester i april, at der ifølge USA er blevet dræbt mellem 15.500 og 17.500 ukrainske soldater. Mellem 35.500 og 43.000 russiske soldater er blevet dræbt.

/ritzau/AFP

Ukrainerne flygter fra krigsområder

* Krigen i Ukraine har indtil februar 2023 sendt over otte millioner mennesker på flugt.

* Det er den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig og svarer til næsten 20 procent af Ukraines befolkning, der før krigen lød på cirka 44 millioner indbyggere.

* Ukraines naboland Polen har taget imod flest flygtninge - 1,5 millioner.

* Danmark har givet godt 34.000 ukrainske statsborgere midlertidig opholdstilladelse efter en særlov om flygtninge fra Ukraine.

* Over fem millioner vurderes at være internt fordrevet i Ukraine.

* Antallet af daglige flygtninge fra Ukraine toppede den 7. marts sidste år, hvor omkring 200.000 personer flygtede til et naboland.

* Omkring ti millioner ukrainere er vendt hjem efter at have været flygtet i krigens første uger eller måneder.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu