11 dræbt ved angreb i Irak

Mindst otte irakiske soldater og tre andre personer blev dræbt af skud og en bombe ved et hus i den nordlige provins Diyala onsdag, siger det lokale politi efter det seneste angreb mod landets væbnede styrker. Iraks hær har været udsat for en lang række angreb i de seneste måneder forud for tilbagetrækningen af en del af de amerikanske styrker.

Washington vil reducere antallet af amerikanske soldater til omkring 50.000 inden den 31. august, hvor alle formelle kampstyrker skal være ude. Der er omkring 60.000 amerikanske soldater i Irak nu.

Ifølge myndighedernes opgørelser steg antallet af civile ofre for volden i Irak næsten til det dobbelte i juli i forhold til måneden før, hvilket tyder på, at oprørsgrupperne forsøger at udnytte spændingerne i Bagdad forud for tilbagetrækningen.

/ritzau/Reuters

Vold tager til i Irak forud for delvis amerikansk tilbagetrækning.

Offentliggjort Sidst opdateret