11 dræbt ved selvmordsbombe i Afghanistan

10 politimænd og et barn blev søndag dræbt, da en bilbombe eksploderede udenfor politiets hovedkvarter i den sydlige by Lashkar Gah i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Lokale myndigheder oplyser, at det var en selvmordsbomber, der stod bag ugerningen, som fandt sted omkring klokken 8:30 lokal tid.

- Blandt de døde er der et barn, og de 10 andre er politimænd. De sårede er syv politimænd og to civile, siger Daud Ahmadi, der er talsmand for guvernøren i Helmand-provinsen.

Angrebet kommer kun få uger efter, at afghanske sikkerhedsstyrker overtog kontrollen i området.

Af de syv afghanske områder, hvor udenlandske styrker indtil videre har overdraget ansvaret til Afghanistans eget politi, bliver Lashkar Gah anset som et af de mest rolige.

Helmand-provinsen har været skueplads for nogle af de mest heftige kampe under krigen i Afghanistan, og flere distrikter domineres stadig af Taliban. Flere udenlandske soldater er omkommet her end i nogen anden provins i landet.

Afghansk politi skal efter planen overtage sikkerhedskontrollen i hele landet - en proces som ventes afsluttet i 2014.

/ritzau/AFP

En selvmordsbomber i Afghanistan rettede søndag et angreb mod politiet i hjertet af byen Lashkar Gah.

Offentliggjort Sidst opdateret