En svært bevæbnet mand trængte torsdag ind på en folkeskole i den brasilianske storby Rio de Janeiro og dræbte 11 børn, før han tog sit eget liv. Manden er tidligere elev på skolen.
Den 11-årige elev Marcos Silva, der opholdt sig på skolen under skyderiet, siger, at hændelsen "var lige som en gyserfilm".
- Alle lagde sig ned på gulvet i stilhed, læreren bad os om at være stille, så morderen ikke ville lægge mærke til os, siger Silva.
- Jeg tænkte: "Hvis han kommer herind, så bliver vi alle dræbt", siger drengen, der ikke kom til skade under skyderiet.
Skoleskyderiet er det første af sin slags i Brasilien. Det minder om nedskydningen af elever på Columbine High School og universitetet Virgina Tech i USA.
Drabsmanden er den 24-årige Wellington Menezes de Oliveira. Han gik ind på skolen med to pistoler og et selvmordsbrev. Han fortalte personale på skolen, at han var der for at holde en tale og åbnede efterfølgende ild mod eleverne.
Ifølge selvmordsbrevet var Oliveira hiv-smittet og ønskede at begå selvmord, men det tyder på, at han også havde planlagt massakren, siger Evandro Bezerra, talsmand ved Rio de Janeiros brandvæsen.
- Ansatte ved skolen har fortalt politiet, at den unge mand ankom velklædt, bærende på en rygsæk, og de siger, at han fortalte dem, at han var inviteret til at tale foran eleverne som del af en skolekonference, siger Bezerra til nyhedsbureauet AFP.
En følelsesmæssig berørt præsident Dilma Rousseff siger, at hun er chokeret over skyderiet på Tasso da Silveira skole i Rio de Janeiros Realengo-kvarter.
- Uskyldige børn mistede deres liv og deres fremtid, sagde Rousseff ifølge AFP.
Angreb mod skoler er sjældne i Sydamerika. I september 2004 dræbte en 15-årig elev i Argentina dog tre klassekammerater.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde