11.000 syrere flygter til nabolande på 24 timer

Den væbnede konflikt i Syrien får stadig flere mennesker til at flygte til nabolandene. Inden for de seneste 24 timer er over 11.000 syrere flygtet over grænsen til Tyrkiet, Libanon og Jordan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det oplyser en talsmand for FN. 9000 er flygtet til Tyrkiet, 1000 er flygtet til Jordan, og samme antal er flygtet til Libanon.

I alt er 408.000 syrere flygtet ud af landet, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad begyndte i marts i fjor.

- Dette viser, hvor alvorlig krisen i Syrien er, siger Panos Moumtzis, talsmand for FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Det samlede antal syriske flygtninge i Tyrkiet er nu nået op over 120.000, siger en tyrkisk embedsmand, der ønsker at være anonym.

- Vi har bragt 5000 syrere til en lejr i byen Akcakale i nærheden af grænsen til Syrien, og de øvrige er rykket ind hos deres slægtninge i Tyrkiet, siger han.

26 officerer, heriblandt to generaler, er deserteret fra den syriske regeringshær til Tyrkiet i nattens løb for at slutte sig til oprørshæren, oplyser det statslige tyrkiske nyhedsbureau, Anatolia.

Officererne, der omfatter 11 oberster, to oberstløjtnanter, to majorer, fire kaptajner og fem løjtnanter, krydsede grænsen ind i den tyrkiske provins Hatay med deres familier og flere menige.

De tyrkiske myndigheder afviser at oplyse, hvor mange syriske desertører med officersrang der for øjeblikket befinder sig på tyrkisk jord, fordi nogle af dem er på vej tilbage for at slutte sig til de aktive oprørere i det konflikthærgede land.

Den tyrkiske regering siger, at over 110.000 syriske flygtninge opholder sig i forskellige lejre langs dets flygtige grænse sammen med syriske oppositionspolitikere og militærledere i eksil, mens mange flere bor i lejligheder og på hoteller i hele landet.

/ritzau/Reuters