111 døde af H1N1 i Thailand

Endnu 14 mennesker er døde af influenzaen H1N1, også kaldet svineinfluenza, i Thailand i den seneste uge, meddeler sundhedsmyndighederne i Thailand.

I en erklæring onsdag hedder det, at med de 14 døde har H1N1 nu kostet 111 thailændere livet. Dog hedder det også, at 12 af de 14 døde bukkede under, fordi de foruden H1N1 også havde enten hjerteproblemer, diabetes eller var overvægtige.

- Situationen i Bangkok og de nærliggende provinser er stabil, men virusen breder sig på landet. Vi venter, at smitteudbruddet vil fortsætte i endnu to måneder, indtil den koldere årstid kommer, står der i erklæringen.

De officielle tal for smittede og dødsofre for H1N1 begyndte den 26. april.

/ritzau/dpa

Influenzaen H1N1 har ramt hårdt i Thailand, og myndighederne venter, at smitten vil fortsætte i et par måneder endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret