112 arbejdere omkommer under brand på kinesisk slagteri
En stor brand på et fjerkræslagteri i det nordøstlige Kina har kostet mindst 112 mennesker livet, oplyser de lokale myndigheder.
Der befandt sig over 300 arbejdere på fabrikken i Dehui i provinsen Jilin, da branden brød ud.
Dødstallet er dagen igennem steget fra time til time.
Redningsfolk, der leder efter overlevende, siger, at de ikke er sikre på, hvor mange der er fanget inde i bygningen.
- Klokken 15.20 er i alt 112 døde, meddeler den lokale regerings informationskontor.
Branden på fabrikken i Dehui i Jilin-provinsen opstod ved en elektrisk kortslutning, skriver tv-stationen CCTV på det sociale medie Weibo.
Porten til fjerkræslagteriet var låst, da branden brød ud, men det lykkedes omkring 100 arbejdere at slippe ud, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Ifølge nyhedsbureauet har slagteriet en "kompliceret indre struktur" med smalle udgange, og det har været med til at komplicere redningsarbejdet.
Godt seks timer, efter at der gik ild i bygningen, havde brandfolk fået styr på flammerne.
Sikkerheden på arbejdspladser i Kina er nogle steder kritisabel. Der sker ofte dødsulykker - særligt i miner og på fabrikker.
I nogle tilfælde er fabriksejere blev anholdt efter fatale ulykker.
Men mandagens brandulykke i Dehui er formentlig den værste i Kina de seneste 12 år.
I december 2000 mistede 309 livet under en brand i et butikscenter i Luoyang i den centrale provins Henan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned