113-årig spansk kvinde overlever coronavirus på plejehjem
Maria Branyas levede isoleret i flere uger på et plejehjem i Nordspanien, hvor adskillige andre beboere døde.
En 113-årig kvinde, der menes at være den ældste nulevende person i Spanien, har overlevet coronavirusset.
Maria Branyas blev smittet i april på et plejehjem i byen Olot nord for Barcelona, hvor adskillige andre beboere døde af virusset, oplyser plejehjemmet.
Her har hun boet i 20 år og overvandt virusset isoleret på sit værelse.
- Hun overlevede og har det fint. Hun tog en test i sidste uge, som var negativ, siger en talsmand fra plejehjemmet.
Maria Branyas, der er mor til tre, var isoleret på sit værelse i flere uger, hvor kun én person i fuld beskyttelse måtte undersøge hende, oplyser den catalanske tv-station TV3.
I en video fra TV3 kan man høre Maria Branyas kalde personalet for "meget søde". Medarbejderne på plejehjemmet spørger hende i videoen, hvad hendes råd er til at leve længe, hvortil hun svarer: "Jeg var heldig med at have et godt helbred".
Plejehjemmet huser lidt over 100 beboere, og adskillige af dem er døde, siger talsmanden.
Maria Branyas blev født 4. marts 1907 i San Francisco, USA, hvor hendes spanske far arbejdede.
Under Første Verdenskrig (1914-1918) flyttede familien til Spanien. Her overlevede hun også den spanske syge, der dræbte mange millioner verden over mellem 1918 og 1919, samt den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939.
Spanien er et af de hårdest ramte lande af coronavirusset med knap 27.000 registrerede coronarelaterede dødsfald, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University. Kun USA, Storbritannien, Italien og Frankrig har registreret flere.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde