En svært bevæbnet mand trængte torsdag ind på en folkeskole i den brasilianske storby Rio de Janeiro og dræbte 10 piger og to drenge i 12 til 14 års-alderen, før han tog sit eget liv. Manden er tidligere elev på skolen.
Den 11-årige elev Marcos Silva, der opholdt sig på skolen under skyderiet, siger, at det "var lige som en gyserfilm" at overvære dramaet.
- Alle lagde sig ned på gulvet i stilhed, læreren bad os om at være stille, så morderen ikke ville lægge mærke til os, siger Silva.
- Jeg tænkte: "Hvis han kommer herind, så bliver vi alle dræbt", siger drengen, der ikke kom til skade under skyderiet.
Skoleskyderiet er det første af sin slags i Brasilien. Det minder om nedskydningen af elever på Columbine High School og universitetet Virgina Tech i USA.
Drabsmanden er den 24-årige Wellington Menezes de Oliveira. Han gik ind på skolen med to pistoler og et selvmordsbrev. Han fortalte personale på skolen, at han var der for at holde en tale og åbnede efterfølgende ild mod eleverne.
Oliveira blev stoppet, da en politimand skød ham i benet. Drabsmanden skød derefter sig selv med sin ene pistol.
Et af de dræbte børn, en 13-årig dreng, døde på hospitalet flere timer efter skyderiet, skriver avisen O Globo, og dermed steg antallet af ofre til 12. Yderligere 12 andre unge er såret, heraf mange i hovedet, og flere af dem meldes i livsfare.
Ifølge selvmordsbrevet var Oliveira hiv-smittet og ønskede at begå selvmord. Politifolk, der har set brevet, betegner det ifølge nyhedsbureauet dpa som forvrøvlet med masser af religiøse henvisninger og ønsker om tilgivelse.
- Ansatte ved skolen har fortalt politiet, at den unge mand ankom velklædt, og han fortalte dem, at han var inviteret til at tale foran eleverne som del af en skolekonference, siger en talsmand ved Rios brandvæsen.
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, græd, da hun offentligt bad om et minuts stilhed for ofrene på Tasso da Silveira-skolen.
- Uskyldige børn mistede deres liv og deres fremtid, sagde hun ifølge AFP.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde