12 er fundet dræbt efter internt narkoopgør i guerillagruppe
Colombianske bønder vejer sække, der er fyldt med kokablade, der er hovedingrediens i produktionen af kokain. Colombia er en af verdens største producent af stoffet. (Arkivfoto). Foto: Fernando Vergara/Ritzau Scanpix
Medlemmer af en colombiansk guerillagruppe blev i weekenden dræbt efter uenighed om indtægter fra narkosalg.
Interne stridigheder om indtægter fra salg af narkotika i en guerillagruppe førte i weekenden til, at 12 personer blev dræbt i det vestlige Colombia.
Det oplyser colombianske myndigheder tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Syv mænd og fem kvinder døde i forbindelse med stridighederne, siger Colombias forsvarsminister, Ivan Velasquez.
Det fortæller ministeren, efter at en ikke-verificeret video er blevet delt på sociale medier. Den viser personer med skudsår i hovederne ligge døde på gulvet i et træhus.
De fleste af de dræbte var medlemmer af Jaime Martinez-fronten, der er en del af oprørsgruppen Estado Mayor Central (EMC), som består af tidligere Farc-soldater.
Farc begyndte som en venstreorienteret guerillabevægelse, der satte gang i et væbnet oprør, da gruppen i 1964 stillede krav om jordreformer og social retfærdighed. Bevægelsen blev opløst i 2017.
Indbyggere i området, hvor de 12 personer blev fundet dræbt, fortæller, at opgøret i guerillagruppen fandt sted søndag aften i landsbyen Sagrada Familia nær havnebyen Buenaventura, skriver AFP.
I dette område ligger flere guerillagrupper i konflikt over de sejlruter, der benyttes til transport af narkotika. Colombia er verdens største producent af kokain.
- Der er tale om en intern konflikt, hvor der angiveligt er uenighed om anliggender i relation til narkohandlen, siger admiral Francisco Cubides fra det colombianske militær om dødsfaldene.
Ifølge militæret havde en leder af gruppen givet ordre om drabet på en underordnet, som havde forsøgt at indgå en aftale om kokainsalg med en rivaliserende guerillagruppe.
Jaime Martinez-fronten ledes af en mand, der går under aliasset Ivan Mordisco.
Den colombianske regering har gennem længere tid arbejdet på at indgå våbenhviler med blandt andet oprørsgruppen EMC, som Jaime Martinez-fronten er en del af.
Ivan Mardisco har afbrudt disse forhandlinger, mens en anden fraktion af EMC fortsæt ligger i forhandlinger med regeringen.
En anden væbnet oprørsgruppe Segunda Marquetalia, der ligeledes primært bestod af tidligere Farc-soldater, indgik i juli våbenhvile med regeringen.
Gustavo Petro, der er Colombias første venstreorienterede præsident, har gjort det til sin mission at opnå en langvarig fred i landet.
Petro er selv tidligere guerillasoldat i M-19-gruppen, som kæmpede mod Colombias samlingsregering i midten af 1970'erne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned