12 forsvundet fra spejderlejr i Sverige

12 spejdere fra Sierra Leone i Vestafrika er forsvundet fra spejderlejren World Scout Jamboree uden for Kristianstad i Skåne. Lejrledelsen meldte fredag aften afrikanernes forsvinden til politet.

I løbet af lørdag er en af spejderne kommet tilbage, mens svensk politi arbejder på at fastslå de fortsat savnedes identitet. Det er angiveligt ikke nemt, når man tænker på, at der er knap 40.000 personer på lejrområdet.

Fire af de 11 forsvundne er mindreårige og født i 1993 og 1994. Ifølge politiet har nogle af de forsvundne efterladt deres pas og en del af deres udrustning i lejren.

- Vi har ikke mistanke om nogen forbrydelse i forbindelse med disse personers forsvinden, siger vagthavende Jens Nygren, politiet i Kristianstad.

Helene Ralmark fra svensk politis kommunikationscentral i Malmø siger, at der er øjenvidneskildringer om, at mindst seks af de forsvundne har forladt Sverige frivilligt. Det er togpersonale, der har set dem i et tog på vej mod København.

Lejrchef Lasse Karlsson siger, at man op til lejrens åbning har arbejdet tæt sammen med indvandringsmyndighederne for at forebygge, at personer er kommet til Sverige med andre hensigter end at deltage i lejren.

- Men vi kan selvfølgelig aldrig garantere, at det ikke sker, siger han i en pressemeddelelse.

Tidligere er en etiopisk deltager meldt savnet, efter at han er forsvundet fra den internationale spejderlejr, der slutter på mandag.

/ritzau/TT

Flere afrikanske deltagere i en international spejderlejr i Sverige har benyttet lejligheden til at stikke af.

Offentliggjort Sidst opdateret