12 milliarder dollar i statsstøtte skal holde flyselskab oppe
American Airlines har skåret over halvdelen af selskabets normale flyvinger bort. Her ses en række parkerede Boeing-737-fly i den internationale lufthavn i Tulsa, Oklahoma. Foto: Nick Oxford/Reuters
Nick Oxford/Reuters
For at undgå afskedigelser og lønnedskæringer under virusudbruddet vil American Airlines søge staten om hjælp.
Luftfartsselskabet American Airlines vil søge om op til 12 milliarder dollar i statsstøtte fra USA's regering for at undgå ufrivillige afskedigelser og nedskæringer i lønninger.
Det fremgår af en meddelelse til de ansatte fra ledelsen mandag, skriver Reuters. Beløbet svarer til 81,3 milliarder kroner.
- Vi håber og forventer, at American vil flyve igen, når den tid kommer, hvor virusset er inddæmmet, udtaler koncernchef Doug Parker i beskeden til medarbejderne.
Flytrafikken i USA er som i store dele af verden næsten gået i stå på grund af de rejserestriktioner og forbud, som er gældende i mange lande i forsøg på at standse spredning af virusset.
American Airlines har på ubestemt tid aflyst over halvdelen af sine normale flyvninger. Før weekenden skar selskabet yderligere i ruteplanerne.
- I dag flyver vi kun halvdelen af afgangene indenrigs, og på de afgange er der færre end 15 procent af sæderne, der er fyldt op, sagde Doug Parker fredag i en videomeddelelse til de ansatte ifølge Bloomberg News.
Han oplyste, at luftfartsselskabet vil skære 60 procent af afgangene i april væk og 80 procent i maj.
USA's Kongres vedtog i sidste uge den største økonomiske hjælpepakke i landets historie.
Krisepakken på 2200 milliarder dollar skal komme de borgere og virksomheder til undsætning, der er ramt af de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus.
Millioner af familier, der mærker til den økonomiske nedgang på grund af coronakrisen, kan hver få op til 3000 dollar i hånden. Det svarer til omkring 20.000 kroner.
Til de hårdest ramte store virksomheder er der i pakken afsat 500 milliarder dollar.
American Airlines har med 133.700 fuldtidsansatte flest medarbejdere blandt USA's flyselskaber.
Lønninger og andre omkostninger til medarbejdere udgør den største driftsudgift med en andel på 34 procent ifølge Reuters.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned