120.000 flere end normalt er døde under pandemien i Mexico
En ny rapport om overdødeligheden i Mexico indikerer, at det reelle antal døde under pandemien kan være næsten dobbelt så højt som de 67.326 officielt registrerede dødsfald. (Arkivfoto) Foto: Edgard Garrido/Reuters
Edgard Garrido/Reuters
Nye tal indikerer, at Mexicos dødstal under pandemien kan være dobbelt så højt, som officielle tal viser.
Mexico har registreret 122.765 flere dødsfald end normalt mellem midten af marts og 1. august.
Det oplyser landets sundhedsministerium lørdag i en rapport om overdødelighed.
Tallet antyder, at Mexicos dødstal under pandemien kan være langt højere, end de officielle tal viser.
Landet har officielt registreret 67.326 dødsfald og 629.409 smittetilfælde i løbet af pandemien, viser tal fra Johns Hopkins Universitet.
Men den mexicanske regering har ofte sagt, at det reelle antal smittede sandsynligvis er langt højere, fordi mange ikke bliver testet.
Målinger af overdødelighed bliver globalt anset for at være en mere præcis måde at måle det reelle dødstal under pandemien.
Mexicos sundhedsministerium oplyser, at de mange ekstra dødsfald ikke nødvendigvis alle sammen skyldes coronavirus, men at folk også kan være døde af andre årsager.
Men Ricardo Cortes Alcala, der er generaldirektør i regeringens afdeling for sundhedsforebyggelse, erkender, at coronapandemien har ramt den mexicanske befolkning hårdt.
- En ny biologisk sygdom, der er blevet introduceret til mennesker fra det vilde dyrerige, vil altid skabe en ekstra byrde af sygdom og en ekstra byrde af dødelighed, hvilket vi tydeligt ser, siger han.
- Hvad, vi vil have, er, at denne belastning bliver så lav som muligt, tilføjer han.
Det mexicanske sundhedsministerium registrerede lørdag 6319 nye smittetilfælde og 475 dødsfald.
Fredag sagde fungerende sundhedsminister Hugo Lopez-Gatell, at landets indtil da stabile nedgang i antallet af smittetilfælde gik i stå i midten af august.
- Det er i den grad foruroligende, fordi vi vil alle gerne have, at det bliver ved med at falde, indtil pandemien forsvinder, sagde han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde