121 personer dræbt under kampe i Libyen efter offensiv
Libyere i protest mod Khalifa Haftars offensiv mod hovedstaden Tripoli.
Foto: Ismail Zitouny/Reuters
Ismail Zitouny/Reuters
Oprørshær indledte offensiv i Tripoli 4. april. Siden da er 121 dræbt og næsten 600 såret i Libyens hovedstad.
Voldsomme kampe nær Libyens hovedstad, Tripoli, har kostet 121 personer livet, mens 561 personer er blevet såret.
Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) på Twitter.
Kampene begyndte tidligere i april, da oprørshæren under ledelse af Khalifa Haftar indledte en offensiv for at overtage landets hovedstad.
WHO oplyser, at man sender medicinsk udstyr og mere personale til Tripoli.
Haftars styrker, som kontrollerer områder i den østlige del af landet, har trodset internationale opråb om at indstille offensiven.
Ifølge FN er mere end 13.500 mennesker flygtet fra deres hjem som følge af kampene. Mere end 900 opholder sig på midlertidige tilflugtssteder.
Offensiven har også ramt den humanitære hjælp.
- Tre personer fra lægestaben er blevet dræbt, og fem ambulancer er blevet ødelagt af granatsplinter, oplyser FN's kontor for humanitær hjælp.
Haftar, som er 75 år, betegner sig som fjende af islamistisk ekstremisme. Men hans modstandere ser ham som en ny diktator i stil med Libyens mangeårige enehersker Muammar Gaddafi.
Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011. Siden da har landet været splittet mellem adskillige militser og regeringer.
Hovedstaden Tripoli i det vestlige Libyen har været kontrolleret af en FN-anerkendt regering. Den ledes af premierminister Fayes al-Sarraj.
Khalifa Haftar støttes af Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.
De anser ham for at være et bolværk mod islamister. De to lande har ifølge FN ydet militær støtte til Haftar.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub