13 børn har mistet livet i en brand på kinesisk kostskole
Ofrene for branden gik i samme klasse og var mellem ni og ti år. Det har en lærer oplyst. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Fredag aften lokal tid brød en brand ud på en sovesal på kostskole. 13 børn har mistet livet.
13 børn har mistet livet i en brand, som fredag aften lokal tid brød ud i en sovesal på en privat kostskole i den kinesiske Heban-provins.
Det skriver mediet Xinhua, som er Kinas statslige nyhedsbureau.
De første anmeldelser om branden indløb omkring klokken 23.00 fredag aften lokal tid i landsbyen Yanshanpu, som ligger i Heban.
Det oplyser det lokale brandvæsen.
- Beredskabet ankom hurtigt til stedet, og flammerne blev slukket klokken 23.38, lyder det fra Xinhua.
Et barn blev kvæstet i forbindelse med branden.
Barnet er blevet sendt på hospitalet i stabil tilstand, men modtager stadig behandling.
Lokale myndigheder i Heban er ved at efterforske, hvordan branden er startet.
Kostskolen hører til Yingcai-skolen, som ligger i Yanshanpu.
En lærer på skolen har ifølge nyhedsbureauet AFP fortalt det statsejede medie Hebei Daily, at alle ofrene gik i samme klasse.
De var mellem ni og ti år gamle.
Dødsensfarlige brande sker regelmæssigt i Kina på grund af lempelige sikkerhedsstandarder og ringe sikkerhedshåndhævelse.
I november sidste år mistede 26 personer livet, og dusinvis flere blev sendt på hospitalet, efter at der brød brand ud i en kontorbygning i Shanxi-provinsen, som ligger i det nordlige Kina.
Tidligere på året kostede det 16 kvinder og 13 mænd livet, da der udbrød brand på et hospital i landets hovedstad, Beijing.
Flere blev under branden tvunget til at springe ud gennem hospitalets vinduer for at redde deres liv.
I november 2022 mistede 38 personer livet i en fabriksbrand i det centrale Kina.
Og ti personer mistede livet, da der udbrød brand i en boligblok i den nordvestlige Xinjiang-provins samme måned.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde