13 personer er dræbt i flugtforsøg i DRCongo
Det lykkedes 60 indsatte at flygte. Blandt de 13 dræbte er to fængselsvagter, siger lokale myndigheder.
13 personer rapporteres dræbt efter et stort flugtforsøg fra et fængsel i provinsen Kasaï i det centrale DRCongo.
Blandt de 13 dræbte er to fængselsbetjente. Foruden de dræbte er otte såret og sendt til behandling for skudsår på et nærliggende sygehus. Det oplyser Masaka Nansaka, chef for fængslet i hovedbyen Tshikapa.
- Ni fanger døde, da sikkerhedsstyrker forsøgte at fange dem, siger han.
Det lykkedes 60 indsatte at flygte fra fængslet, men 16 af dem er efterfølgende blevet pågrebet igen.
Fængslet havde inden flugten 370 indsatte.
Ifølge Kasaïs guvernør, Hubert Mbingho, skete flugten i forbindelse med optøjer i fængslet. Disse skulle angiveligt være startet, da en indsat i fængslet, en lokal militsleder, døde i sin celle og hans støtter kom til fængslet for at kræve hans lig udleveret.
- Fængselsmyndighederne nægtede og et skænderi brød ud. De indsatte udnyttede dette, siger Mbingho.
Ifølge guvernøren overmandede en gruppe fanger en fængselsbetjent og tog hans våben fra ham. Derefter overmandede de flere betjente og lykkedes med at bryde ud.
- I forvirringen flygtede flere ved at springe i Kasaïfloden, der løber langs fængslet, og svømme væk, tilføjer han.
Kasaïfloden er en biflod til den store Congoflod, der er Afrikas næstlængste efter Nilen.
I januar lykkedes det fem fanger at undslippe et fængsel i en anden del af provinsen.
DRCongo har i årevis været plaget af ustabilitet, og ifølge FN er den humanitære krise i landet i øjeblikket eskalerende.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde