136 millioner børn skal hjælpes tilbage i skole efter corona
I de afrikanske lande Uganda, Kenya og Rwanda er det blevet besluttet, at skolebørn skal gå et år om. (Arkivfoto.) Foto: Thomas Mukoya/Reuters
Thomas Mukoya/Reuters
Der skal investeres for milliarder i de fattigste lande for at afværge en uddannelseskrise, mener Red Barnet.
Coronakrisen har udviklet sig til en global uddannelseskrise, der kan få mere langvarige konsekvenser end pandemien.
Sådan lyder budskabet fra Red Barnet i en ny rapport, der udkommer tirsdag.
Her fremlægges en nødplan, der skal sikre, at omkring 136 millioner børn i 59 af verdens fattigste lande kan vende sikkert tilbage til skole, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
- Siden marts måned har de her børn ikke været i skole. Rigtig mange af dem har desværre heller ikke kunnet modtage fjernundervisning, siger Helle Gudmandsen, chef for international uddannelse i Red Barnet.
Rapporten anslår, at der er et samlet behov for investeringer for omkring 300 milliarder kroner.
De penge skal blandt andet gå til at forbedre sanitetsforholdene på skolerne og til kampagner.
- Over 50 procent af de her skoler har ikke de sanitære forhold, som skal være i orden, når de åbner op igen. Der er ikke vand og sæbe.
- Og så er vi nødt til at lave en kampagne for at opfordre forældrene til at sende børnene tilbage. Der er en stor frygt, og en del af de her lande har måske ikke samme mulighed for at få den viden, der skal til, så de reelt er sikre på, at det er sikkert at sende deres børn tilbage i skole, siger Helle Gudmandsen.
Der skal ligeledes sættes penge af til opfølgningskurser, så børnene kan følge med på deres klassetrin efter et års fravær.
For det kan få store konsekvenser for ikke alene børnene, men også landene, hvis børnene ikke vender tilbage i skole, fortæller Helle Gudmandsen.
- En ting er det enkelte barn. Jo mindre uddannelse man får, des mindre kommer man også til at tjene. Det vil sige, at man forbliver i fattigdom.
- Men det er også vigtigt for landene i sig selv og hele samfundet. Det er i forvejen lande, der ikke har store bruttonationalprodukt, så i løbet af de næste år, når de har langt flere, der ikke har gået i skole, så vil de have borgere, der tjener færre penge, siger hun.
Der ses samtidig eksempler på, at børnene i stedet hjælper med at forsørge familien eller bliver giftet væk, når de ikke kan komme i skole.
Red Barnet opfordrer donorlande som Danmark til at øge bistanden for at få børn tilbage i skole, da de påvirkede lande ikke selv kan dække omkostningerne.
De 59 lande befinder sig primært syd for Sahara i Afrika, men inkluderer også lande i Mellemøsten, Asien og Latinamerika.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker