14 ansatte anholdt for at stjæle fra bagage i lufthavn på Tenerife

Flere passagerer har klaget over, at der er blevet taget smykker og andre ting fra deres kuffert, efter at de har besøgt den sydlige lufthavn på Tenerife. Nu er 14 personer anholdt for tyveri. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

En kriminel gruppe er anholdt i en lufthavn på Tenerife for at stjæle fra passagerers bagage.

Offentliggjort Sidst opdateret

14 ansatte i den sydlige lufthavn på Tenerife er blevet anholdt for at stjæle fra passagerers bagage i lufthavnen.

Det skriver mediet Canarian-Weekly.

Desuden bliver 20 andre efterforsket i forskellige forbrydelser - herunder for at tilhøre en kriminel gruppe, for røveri, hærværk og for hvidvaskning af penge.

Lufthavnen er en international lufthavn, som ligger ved de Kanariske Øer. Derfor kommer mange turister - herunder danske - forbi lufthavnen, når de rejser på ferie.

Aktionen blev indledt i lufthavnen, efter at der var sket en stigning i antallet af klager fra rejsende.

For mange af klagerne handlede om tyveri fra deres indtjekkede bagage i lufthavnen, skriver Canarian-Weekly.

Ifølge mediet stjal de 14 anholdte fra bagagen under overførslen af bagage til flyets lastrum, hvor de arbejdede.

Her læssede de kufferterne i et langsommere tempo, hvorefter de åbnede dem i lastrummet, når der ikke var andre kolleger til stede.

Hver person var ansvarlig for forskellige roller i processen - eksempelvis at vælge flyrejse eller at skjule de stjålne genstande.

Både smykker, mobiltelefoner, ure og elektroniske enheder blev taget fra kufferterne, før de lukkede dem igen.

Ifølge Canarian-Weekly er der næsten blevet stjålet for to millioner euro.

Politiet har fortaget adskillige ransagninger - blandt andet de ansattes skabe i lufthavnen, som de brugte til at skjule genstande, private køretøjer og de anholdtes hjem.

Her beslaglagde de 29 ure, 120 smykker af guld og ædelsten, 22 mobiltelefoner, elektroniske enheder, 13.000 euro i kontanter og et køretøj.

De anholdte nåede også at sælge mange genstande videre til eksempelvis genbrugssmykkebutikker og netbutikker.

14 ansatte i den sydlige lufthavn på Tenerife er anholdt for at stjæle fra passagerers bagage. Politiet har beslaglagt 29 ure, 120 smykker af guld og ædelsten, 22 mobiltelefoner, elektroniske enheder, 13.000 euro i kontanter og et køretøj. Foto: -/Ritzau Scanpix

Derfor blev 27 butikker på Tenerife undersøgt af politiet. Det skriver Canarian-Weekly.

/ritzau/