14-årig bag skoleskyderi i USA var FBI's radar allerede sidste år

Elever, ansatte og borgere fra lokalområdet sørger, efter at fire blev dræbt onsdag i et skoleskyderi i byen Winder i den amerikanske delstat Georgia. Foto: Megan Varner/Ritzau Scanpix

Flere elever troede, at det bare var endnu en øvelse, da alarmen gik onsdag formiddag lokal tid på en skole i Georgia, USA. Men alvoren gik hurtigt op for dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Så skete det igen.

Onsdag fandt et skoleskyderi endnu en gang sted i USA.

Denne gang var det i byen Winder i delstaten Georgia, at en elev åbnede ild mod lærere og skolekammerater.

Ifølge politiet er en 14-årig elev, som man på forhånd havde kendskab til, gerningsmanden.

Han dræbte mindst fire personer, to elever og to lærere, og sårede ni andre - otte studerende og en lærer.

Det gør onsdagens skoleskyderi til det dødeligste af de hidtil 45 skoleskyderier, som har fundet sted det seneste år, viser en analyse fra CNN.

Det er det 23. skoleskyderi alene i år ifølge en database fra magasinet Education Week.

Det er samtidig et af 11 skoleskyderier med fire eller flere døde, siden CNN begyndte at lave opgørelser af skoleskyderier i 2008.

Den 14-årige formodede gerningsmand overgav sig, hurtigt efter at politiet var nået frem og konfronterede ham.

Det har efter anholdelsen af drengen vist sig, at han i forvejen var kendt af politiet. Faktisk var han på forbundspolitiet FBI's radar allerede sidste år.

FBI sporede sig i maj 2023 ind på den dengang 13-årige dreng efter at have modtaget en række anonyme tips om online-trusler om at udføre et skoleskyderi.

Lokalt politi fandt frem til den 13-årige og afhørte både ham og hans far.

- Faren oplyste, at han havde jagtvåben i huset, men at den mistænkte ikke havde adgang til dem uden opsyn.

- Den mistænkte afviste at have fremført de online-trusler. Det lokale politi varslede lokale skoler om at fortsætte med at holde øje med den mistænkte, hedder det i en erklæring udsendt efter anholdelsen af ham.

Skoleskyderiet på Apalachee High School er det 23. skoleskyderi i USA alene i år. Og det mest dødelige skoleskyderi det seneste år. Foto: Mike Stewart/Ritzau Scanpix

Det tilføjes, at der dengang ikke var begrundet mistanke, som kunne føre til en anholdelse eller anden handling.

Han vil nu blive retsforfulgt som en voksen anklaget for drab, oplyser retsmyndigheder.

Skoleskyderier er ikke en sjældenhed i USA. Derfor har skoler også øvelser, som forbereder elever og lærere på mulige skyderier.

Flere på Apalachee High School, hvor skyderiet fandt sted onsdag formiddag lokal tid, troede først, at det var en øvelse. Det fortæller en elev til AFP.

- Alle troede bare, at det var endnu en øvelse, indtil min lærer sagde, at vi ikke havde fået en mail om det.

- Hun fik os alle hen i et lille hjørne, og alle krammede bare hinanden. Nogle af mine venner græd, siger eleven Alexsandra Romeo.

17-årige Stephanie Folgar fortæller, at hun hørte høje brag, og at elever var i panik og gemte sig på toiletter og i skabe.

Der blev tændt lys og lagt blomster i en park nær skolen, hvor der onsdag var et masseskyderi med fire dræbt og ni sårede. Foto: Christian Monterrosa/Ritzau Scanpix

- Det er skræmmende at vide, at man selv kunne have været en af dem, der blev ramt, siger hun til AFP.

En tredje elev havde undervisning sammen med gerningsmanden onsdag.

Lyela Sayaraht beskriver ham som en stille fyr, der sjældent kom i skole.

Hun fortæller til CNN, at han forlod klasseværelset i begyndelsen af en matematiktime.

Han kom tilbage og bankede på døren, som var låst automatisk. Men en anden elev nægtede at lukke ham ind, fordi eleven havde bemærket, at han havde en riffel med sig.

Politiet kender ikke motivet bag angrebet, oplyser sherif i området Jud Smith.

De ni sårede ventes alle at komme sig.

Politiet kender ikke motivet bag angrebet, som har udløst stor sorg i lokalsamfundet i Georgia. Foto: Elijah Nouvelage/Reuters

/ritzau/

Masseskyderier i USA

* I 2024 er der indtil videre registreret 384 såkaldte masseskyderier i USA. Det viser en opgørelse fra den uafhængige dataportal Gun Violence Archive. Et masseskyderi defineres her som et skyderi, hvor der er mindst fire døde eller sårede personer.

* Dermed karakteriseres onsdagens skoleskyderi som et masseskyderi. Det er det dødeligste af de hidtil 45 skoleskyderier, som har fundet sted det seneste år, viser en analyse fra CNN. Det er samtidig et af 11 skoleskyderier med fire eller flere døde, siden CNN begyndte at lave opgørelser af skoleskyderier i 2008.

* Det er det 23. skoleskyderi alene i år ifølge en database fra magasinet Education Week.

* Gennem de seneste par årtier har USA oplevet hundredvis af skoleskyderier. Det dødeligste af dem fandt sted på skolen Virginia Tech i 2007, hvor over 30 mennesker blev dræbt.

* De mange skyderier har udløst til tider følelsesladede debatter om USA's våbenlovgivning og den bestemmelse i landets forfatning, der giver borgerne ret til at eje og bære våben.

Kilder: Gun Violence Archive, Reuters og CNN.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu