14-årig østriger mistænkt for at planlægge angreb på togstation
Den unge østriger var i besiddelse af skitser til angreb på togstationen Westbahnhof i Wien. (Arkivfoto). Foto: Leonhard Foeger/Reuters
Østrigske myndigheder mener at have forhindret et islamistisk angreb mod togstation med anholdelse af 14-årig.
Efterretningstjenesten i Østrig har forhindret et planlagt islamistisk angreb på togstationen Westbahnhof i den østrigske hovedstad, Wien.
Det oplyser Østrigs indenrigsministerium onsdag ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.
Ifølge ministeriet har myndighederne pågrebet en 14-årig dreng, der blev anholdt 10. februar.
Efterretningstjenesten blev opmærksom på drengen, da han angiveligt distribuerede islamistisk indhold på beskedplatformen TikTok.
Under en ransagning af den mistænktes hjem blev der fundet skitser til angreb på en togstation og på politibetjente med knive og macheter, oplyser ministeriet.
Der blev ifølge ministeriet også fundet en vejledning i at fremstille eksplosivt materiale.
Ifølge erklæringen fra det østrigske indenrigsministerium er der tale om en 14-årig dreng med tyrkiske rødder, der har "radikaliseret sig selv på internettet".
Den mistænkte er nu blevet varetægtsfængslet. Han har ifølge ministeriet nægtet at udtale sig.
Lørdag aften angreb en 23-årig syrisk asylansøger folk med en kniv i den østrigske by Villach og dræbte en 14-årig dreng.
Derudover blev fem personer såret.
Indenrigsminister Gerhard Karner sagde søndag på et pressemøde, at der var tale om et "islamistisk angreb med IS-forbindelser" (Islamisk Stat, red.).
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker