14-årigt offer for voldtægt sætter ild til sig selv

En ung pige blev angiveligt voldtaget af fire mænd og en dreng, og hun satte efterfølgende ild til sig selv.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 14-årig indisk pige kæmper for sit liv, efter at hun i weekenden angiveligt blev voldtaget af fem mænd i provinsen Uttar Pradesh.

Pigen blev voldtaget i sin landsby, da hun gik uden for familiens hus søndag aften. Det fortæller vicepolitiinspektør Laxmi Singh ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den 14-årige satte efterfølgende ild til sig selv, og hun ligger nu på et hospital i New Delhi med brandsår på 70 procent af kroppen.

Fire mænd og en dreng er blevet anholdt og afhøres, bekræfter Singh.

Indien har siden en gruppevoldtægt i 2012, da en ung student mistede livet, haft fokus på et omfattende problem med voldtægter.

Problemet er særlig udtalt i Uttar Pradesh, der er en af landets provinser med mest kriminalitet generelt.

I marts var der heftig debat i Indien, da regeringen nedlagde forbud mod at vise en BBC-dokumentar om den brutale gruppevoldtægt i 2012.

Dokumentaren "Indiens døtre" er også vist på dansk tv.

Gruppevoldtægten satte gang i nationale protester og vakte international harme.