14 dømt til døden for angreb i Sinai
En domstol i Egypten har mandag dømt 14 militante islamister til døden ved hængning for angreb på militær- og politistyrker på Sinaihalvøen sidste år.
Andre fire blev idømt fængsel på livstid.
Mændene, der tilhører en gruppe, der kalder sig Tawheed og Jihad, var tiltalt for at have dræbt tre politifolk, en militærofficer og en civil i angreb, der blev udført i juni og juli 2011.
Otte af de 14 dødsstraffe var in absentia, oplyser retskilder.
Dommen blev mødt med råb fra de tiltalte mod den islamiske statsleder, præsident Mohamed Mursi, der blev valgt sidste år, og som de anklagede giver skylden for rettens afgørelse.
- Mursi er en vantro, og de, der er tilhængere af ham, er vantro, råbte en af de anklagede.
Andre skreg "Gud er stor", mens de lyttede til dommen fra indersiden af det metalbur, de har befundet sig i under hele retssagen.
De skæggede mænd i buret var klædt i klassiske hvide klædninger, og nogle af dem holdt Koranen i hænderne. De er beskyldt for at have åbnet ild mod en politistation og en bank i byen Arish på den nordlige del af Sinai.
Anklageren sagde i retten, at Tawheed og Jihad-gruppen førte propaganda for et kompromisløs islamisk syn, der tillader sine tilhængere at kalde statsoverhovedet vantro og at vende våben mod regeringen.
Den samme gruppe blev beskyldt for at udføre en række bombeangreb i 2004 og 2005 mod nogle turistområder på den sydlige del af Sinai, hvor 34 mennesker blev dræbt.
Den egyptiske del af Sinai har lidt under vaklende sikkerhed, siden præsident Hosni Mubarak i februar 2011 blev afsat i forbindelse med et folkeligt oprør.
Egyptens hær og politi gennemførte en gengældelsesaktion efter et angreb, der kostede 16 egyptiske grænsevagter livet i august.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned