14 omkom ved oversvømmelse på ferieø i Italien
Mindst 14 mennesker har mistet livet på den italienske middelhavsø Sardinien, som er ramt af hårde storme, rapporterer de internationale nyhedsbureauer.
Tv-optagelser viser oversvømmede huse, ødelagte biler, vandmasser i gaderne og brusende floder, som er gået over deres bredder.
- Vi vurderer antallet af omkomne til 14 ... Det er en dramatisk situation, siger den regionale præsident, Ugo Cappellacci.
- Vi er i højeste alarmberedskab, fortæller Giorgio Cicalo fra civilforsvaret på Sardinien til tv-stationen Rai 3.
- Vi har ikke set en situation så ekstrem som denne i måske flere årtier. Især fordi det er over hele øen, tilføjer han.
Det værst ramte område lader til at være i og omkring havnebyen Olbia, der ligger på den nordøstlige del af øen. Byen er en populær rejsedestination i sommermånederne.
Olbia, hvor de fleste af dødsofrene er, er næsten totalt oversvømmet, og mange mennesker har måttet søge tilflugt i midlertidige lejre og nødhjælpscentre. Tusindvis af huse er delvist ødelagt.
Blandt de omkomne er tre mennesker fra samme familie, som mistede livet i nærheden af Olbia, da en vejbro kollapsede ned over deres køretøj. Derudover er en mor og en datter fundet døde i en bil, og en politimand meldes også dræbt.
BBC skriver, at mennesker i hundredvis er evakueret fra deres hjem på Sardinien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde