15 civile syrere dræbt af bombe i Homs
15 civile er blevet dræbt ved et bombeangreb søndag i et kvarter, der kontrolleres af regeringshæren, i den centralt beliggende syriske by Homs, oplyser statslige medier.
- Et terrorangreb har ramt Hamra-distriktet i Homs, oplyser det statslige nyhedsbureau Sana og tilføjer, at bomben dræbte 15 mennesker og sårede andre 24.
Statsligt tv oplyser, at der var tale om en bilbombe.
Det britisk baserede Syriens Observatorium for Menneskerettigheder oplyser også, at der havde været en bilbombe i Homs, men taler om færre tilskadekomne.
- Mindst syv mennesker er blevet dræbt af en bilbombe i nærheden af et sportsstadion, siger observatoriet og tilføjer, at mange af de sårede befinder sig i en livstruende situation, hvilket betyder, at dødstallet formentlig vil stige.
Amatørvideooptagelser, der er lagt på nettet af oppositionsaktivister, viser ligene af mindst tre ofre, heriblandt en kvinde, der er begravet under ruinerne af en bygning, mens en bil står og brænder i nærheden.
En anden video viser en bil med bunden i vejret på et fortov, men andre biler i nærheden er omgivet af flammer.
En tredje video viser et såret barn, der skriger af smerte, på sygehuset.
Homs er Syriens tredjestørste by og et af arnestederne til den væbnede opstand mod præsident Bashar al-Assads regime. Det har fået oppositionsaktivister til at give byen tilnavnet "revolutionens hovedstad".
Byen har lidt under ødelæggende vold tidligere på året, men i de seneste seks måneder har hæren foretrukket at holde de fortrinsvis sunniarabiske oprørsdistrikter omkring centrum under en kvælende belejring frem for at indlede en regulær offensiv.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker