15 palæstinensere ankommer til Tyrkiet efter løsladelse

For første gang er løsladte palæstinensere ankommet til et tredjeland, der ikke er Egypten.

Offentliggjort Sidst opdateret

15 palæstinensere, der tidligere sad fanget i israelske fængsler, er ankommet til Tyrkiet.

Fangerne blev frigivet som en del af en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas.

Det oplyser en talsperson fra Hamas til Reuters.

De blev først deporteret til Egypten, hvorefter de blev taget imod af Tyrkiet.

De 15 palæstinensere er de første, der er blevet taget imod af et tredjeland, der ikke er Egypten, under våbenhvilebetingelserne.

Betingelserne forhindrer fanger, der er dømt af Israel for voldelige angreb, i at vende tilbage til de palæstinensiske områder.

Palæstinenserne ser de fængslede som frihedskæmpere.

I den første fase af våbenhvilen har Hamas løsladt 18 gidsler, mens Israel har løsladt 583 fængslede palæstinensere. Mindst 79 af dem er sendt til Egypten.

Ud over Tyrkiet regner Hamas med, at nogle vil blive sendt til Algeriet eller Qatar.

/ritzau/Reuters