150 formodes dræbt ved flystyrt i Alperne
Foto: Daniel Hjort, Polfoto.
Daniel Hjort/POLFOTO
Der var 144 passagerer, to piloter og fire kabinefolk i fly, der styrtede ved byen Digne-les-Bains.
En Airbus A320 med 150 om bord er styrtet ned over Alperne i det sydlige Frankrig, oplyser kilder i flybranchen.
Passagerflyet fra det tyske lavprisselskab Germanwings styrtede under en flyvning fra Barcelona til Düsseldorf. Germanwings er et lavprisselskab under Tysklands nationale luftfartsselskab Lufthansa.
Der er ingen overlevende, siger den franske transportminister.
Flyet styrtede ned i et bjergmassiv nær byen Digne-les-Bains. Området er svært tilgængeligt.
Først forlød det, at der var 148 om bord i flyet, men det korrigerede en talsmand for Germanwings siden til 150: To piloter, fire besætningsmedlemmer og 144 passagerer.
Den spanske regering oplyser, at 45 af navnene på passagerlisten havde spanske efternavne.
Det formodes, at de fleste omkomne er tyskere, og den tyske forbundskansler vil klokken 14.30 sige ord til pressen og offentligheden.
Ifølge ARD's korrespondent i Paris bekræfter de franske myndigheder over for den tyske tv-station, at piloten slog alarm, inden flyet styrtede ned.
Det bekræftes af andre kilder, skriver nyhedsbureauet AFP. De siger, at der blev udsendt et nødkald klokken 10.47 - 52 minutter efter flyet var lettet fra Barcelona.
De spanske myndigheder oplyser, at flyet fra Germanwings var lettet fra Barcelona klokken 09.55.
Onlinetjenesten Flightradar24 melder dog, at kontakten med flyet stoppede allerede klokken 10.41.
Fligttradar24 registrerede, at flyet, inden det forsvandt fra radaren, befandt sig i 2072 meters højde.
ARD rapporterer, at radarovervågningen viser, at flyet begyndte at tabe højde, kort efter det havde fundet sin flyhøjde efter start.
Det franske indenrigsministerium bekræfter, at der er fundet vragrester efter flyet.
Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, siger, at han er på vej til ulykkesstedet.
I Danmark oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice, at den danske ambassade i Berlin vil forsøge at få oplyst, om der var danskere om bord på flyet.
Ulykker af denne art er blevet uhyre sjældne i Vesteuropa. Airbus A320 regnes som et bundsolidt fly, der dagligt transporterer hundredtusinder af mennesker.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde