153.000 har fået ordre om evakuering under brande ved Los Angeles
Brandene i Los Angeles har ødelagt eller beskadiget mindst 10.000 bygninger, oplyser en vurderingsmand fra Los Angeles Amt. Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Mens tusindvis er flygtet fra deres hjem, er 210 politibetjente blevet indsat for at sikre lov og orden.
Omkring 153.000 personer har fået ordre om at lade sig evakuere i Los Angeles-området på grund af de igangværende naturbrande.
Derudover er 166.800 blevet bedt om at være klar til evakuering.
Det oplyser politichef i Los Angeles Robert Luna på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De voldsomme naturbrande, som blandt andet hærger forstæderne Palisades Pacific og Eaton, har ødelagt mindst 10.000 bygninger, oplyser en vurderingsmand fra Los Angeles amt ifølge CNN.
På grund af evakueringerne står mange hjem tomme, og der er opstået frygt for, at boliger og forretninger, som ikke er brændt, bliver plyndret.
Blandt andet derfor er 210 politibetjente blevet indsat i de dele af Los Angeles og omegn, der er ramt af naturbrandene, fortæller assisterende politichef Dominic Choi.
Betjentene skal sørge for at opretholde lov og orden.
- Vi patruljerer i disse områder for at afværge ulovlige aktiviteter og fortsat sørge for offentlighedens sikkerhed.
- Plyndring tolereres overhovedet ikke, siger Dominic Choi ifølge CNN.
Torsdag aften dansk tid skrev avisen Los Angeles Times efter et pressemøde med politichef Robert Luna, at mindst 20 personer var blevet anholdt, mistænkt for at have begået plyndringer i forbindelse med naturbrandene.
- Jeg kommer til at gøre dette krystalklart for alle derude: Sidste nat og i morges valgte op til 20 personer at gå ind på vores områder og fratage de stakkels mennesker, som har været så meget igennem, deres ejendele.
- Når vi har en evakueringsordre, og du bliver i det pågældende område, gør du dig skyldig i en forseelse, advarede politichefen.
Den første brand brød ud i Palisades tirsdag. Siden har naturbrandene bredt sig i blandt andet Eaton, San Fernando Valley, Hollywood Hills og Pasadena.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker