Nordkorea bruger stadig seks arbejdslejre, der er bygget som i Stalintiden. I lejrene holdes i alt 154.000 mennesker som fanger, siger en sydkoreansk politiker.
Yoon Sang-Hyun, der tilhører Sydkoreas Store Nationale Parti, siger, at det nordkoreanske regime i alt havde 10 arbejdslejre med 200.000 fanger frem til sidst i 1990'erne, da fire af dem blev lukket efter tiltagende international kritik.
- For øjeblikket er der 154.000 fanger på seks steder, siger politikeren til nyhedsbureauet Yonhap med henvisninger til en rapport, som er udarbejdet for Sydkoreas Nationalforsamling.
Seoul har været klar over lejrenes eksistens siden 2005, men har ikke offentliggjort informationerne for ikke at forværre forhold til det stalinistiske regime i Pyongyang, skriver den konservative avis Dong-A.
Nordkorea afviser, at der er politiske fanger i landet, hvor alle siges at leve "det mest værdige og lykkelige liv".
Fangerne i arbejdslejrene siges at blive tvunget til at arbejde over 10 timer dagligt, og de forhindres i at få lægeligt tilsyn og medicinsk behandling. De modtager kun 100-200 gram mad hver dag, mens de nordkoreanske madrationer til børn op til fire år er på 234 gram.
De indsatte er ikke kun politiske modstandere af regimet, men også almindelige mennesker, som kan være blevet straffet for at have kommet med respektløse bemærkninger om landets leder, Kim Jong-il.
Politiske fanger, der bliver pågrebet ved flugtforsøg, bliver henrettet for øjnene af de andre indsatte. Kvindelige fanger bliver ofte voldtaget, skriver avisen Dong-A.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker