169 frygtes dræbt ved indisk flystyrt

Et passagerfly fra selskabet Air India er lørdag forulykket under landingen i Mangalore i den sydindiske delstat Karnataka.

- Der var 163 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. Vi frygter, at de alle er omkommet, siger Rohit Katiyar fra ledelsen af sikkerhedstjenesten i lufthavnen til nyhedsbureauet Reuters.

- Flyet røg tilsyneladende ud over landingsbanen, blev knust og brød i brand, siger Rohit Katiyar.

Indisk tv har vist billeder af det forulykkede fly, hvor røg vælter op fra skroget, altimens redningsarbejdere forsøger at slukke ilden.

Ifølge indiske tv-stationer ankom flyet fra Dubai.

/ritzau/Reuters

Alle 169 ombordværende frygtes omkommet, da et passagerfly røg ud over landingsbanen og blev knust i det sydlige Indien.

Offentliggjort Sidst opdateret