17 passagerer dør i kollision mellem tog og bus i Thailand
Ulykken søndag morgen skete, da en bus kolliderede med et tog på et jernbanespor. Hidtil er 17 mennesker bekræftet døde og 29 er kvæstede. Foto: str/Ritzau Scanpix
str/Ritzau Scanpix
17 blev dræbt, og 29 kvæstet, da en bus på vej til et tempel kolliderede med et tog i Thailand søndag morgen.
Mindst 17 passagerer er blevet dræbt, og adskillige andre kvæstet, i en busulykke i Thailand søndag.
Ulykken skete, da bussen kolliderede med et tog.
Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.
Buspassagererne var på vej til et tempel i provinsen Chachoengsao i den østlige del af landet. Her skulle de deltage i en ceremoni, der markerer afslutningen på den buddhistiske faste.
Det fortæller politichefen i distriktet, Prathueng Yookassem.
- Det dødstal, vi har indtil videre, er 17, siger politichefen ifølge AFP og tilføjer, at ulykken skete omkring klokken otte søndag morgen lokal tid.
Guvernør i provinsen Maitree Tritilanond fortæller til journalister, at yderligere 29 mennesker er kvæstet.
Ifølge politichef Prathueng Yookassem er antallet af kvæstede 30.
Politichefen oplyser videre til den thailandske tv-station PBS, at bussen havde 65 passagerer om bord, da den kolliderede med toget, idet den krydsede et jernbanespor.
- Det regnede, så måske så chaufføren ikke toget, siger han til PBS ifølge nyhedsbureauet AP.
De kvæstede er bragt til to hospitaler i området.
Politiet oplyser, at det efterforsker ulykken yderligere.
Fatale trafikulykker forekommer ofte i Thailand, der jævnligt topper listen over verdens mest farlige veje.
Ifølge en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2018 har Thailand det næsthøjeste dødstal i trafikken i verden, skriver AFP.
Selv om et klart flertal af dødsofrene er motorcyklister, er det ofte busulykker, der involverer turister, som trækker overskrifter.
I marts 2019 blev 18 mennesker dræbt, og adskillige andre kvæstet, da en bus med folk på vej hjem fra ferie i det nordøstlige Thailand svingede af vejen og ramte ind i et træ.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned