19 frygtes dræbt ved flystyrt i Himalaya

Et mindre fly med 19 mennesker om bord er styrtet ned i det centrale Nepal nær hovedstaden Kathmandu. De frygtes alle omkommet.

De fleste ombordværende var udenlandske turister, der skulle opleve Himalaya fra luften, oplyser nepalesisk stats-tv og en regeringstalsmand.

Ifølge en lokal tv-station var der 16 udenlandske passagerer og en besætning på tre mand med flyet, der af typen Beech Aircraft og ejes af det private selskab Buddha Air.

- Flyet var søndag på vej tilbage til Kathmandu fra en bjergflyvning til Mount Everest, da det styrtede, oplyser en embedsmand hos redningscentret i Kathmandus lufthavn.

- Redningsmandskab er nået frem til ulykkesstedet, og vi venter på flere detaljer om ulykken, siger han til Reuters Bureau.

Styrtet skete nær Kotdanda, cirka fem kilometer syd for den nepalesiske hovedstad. Ifølge den private tv-kanal Avenue var der ti indere blandt passagererne.

/ritzau/Reuters

Udenlandske turister dræbt ved flystyrt i Nepal efter at have set Mount Everest fra luften.

Offentliggjort Sidst opdateret