19 sømænd dør i missilulykke under iransk militærøvelse
Billedet her viser det iranske skib "Jamaran" tilbage i december 2019. Det er dette skib, der ved en fejl har ramt et andet iransk skib i Omanbugten (Arkivfoto).
Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Et iransk skib blev søndag ved et uheld ramt af et iransk missil under øvelse i Omanbugten.
En missilulykke i Omanbugten har kostet mindst 19 sømænd livet.
Det oplyser det iranske militær i en udtalelse mandag. Meldingen kommer efter flere ubekræftede meldinger om en ulykke i området.
Der var tale om egenbeskydning, da et iransk missil ramte et iransk skib under en øvelse. Ud over de døde er 15 personer blevet kvæstet i ulykken.
Det er et støtteskib ved navn "Konarak", der blev ramt af et missil fra skibet "Jamaran". Det skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim.
Iranske styrker holder jævnligt øvelser i området.
Omanbugten grænser op til Hormuzstrædet mellem Oman og Iran i Mellemøsten. Hormuzstrædet er et følsomt område, hvor omkring en femtedel af verdens olie bliver transporteret med skibe.
Der har også været store spændinger mellem Iran og USA i området.
De er taget til siden 2018, hvor USA trak sig fra en stor atomaftale med Iran fra 2015 og i stedet genindførte sanktioner mod landet.
Fjendskabet mellem Iran og USA kulminerede i begyndelsen af 2020, da amerikanerne dræbte den iranske militærleder Qassem Soleimani i et droneangreb. Soleimani var en af de mest magtfulde mænd i Iran.
Iran svarede igen ved at affyre adskillige ballistiske missiler mod luftbasen Ain Al-Asad i det vestlige Irak. Også en luftbase i Erbil i den nordlige og kurdiske del af landet blev beskudt af iranerne.
Dengang talte Iran også om Hormuzstrædet som et muligt mål.
- Hormuzstrædet er et vigtigt sted for Vesten, og mange af USA's skibe krydser strædet. Vigtige amerikanske mål er blevet identificeret af Iran i regionen for lang tid siden, lød det i januar fra Gholamali Abuhamzeh, en regional leder fra Irans Revolutionsgarde.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde