190 togpassagerer meldes befriet efter angreb i Pakistan

En soldat holder vagt ved et tog efter angrebet tirsdag i Baluchistan i Pakistan. Foto: Naseer Ahmed/Reuters

I forbindelse med befrielsesaktion er 30 militante blevet dræbt, oplyser pakistanske sikkerhedskilder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Pakistanske sikkerhedsstyrker har onsdag iværksat en omfattende aktion for at befri togpassagerer, som blev taget som gidsler tirsdag under et angreb på et tog i det sydvestlige Pakistan.

Foreløbig er i alt 190 passagerer blevet befriet.

Det oplyser pakistanske sikkerhedskilder til nyhedsbureauet AFP sidst på formiddagen onsdag dansk tid.

30 militante er blevet dræbt i forbindelse med befrielsesaktionen.

- På grund af tilstedeværelsen af kvinder og børn sammen med selvmordsbombere bliver der udvist den største forsigtighed, siger sikkerhedskilderne med henvisning til aktionen.

Angrebet fandt sted tirsdag i den sydvestlige provins Baluchistan. Her bombede bevæbnede militante en del af jernbanesystemet og stormede derefter passagertoget.

Sikkerhedskilder fortalte tidligere, at "terroristerne havde placeret selvmordsbombere lige ved siden af sagesløse passagerer".

Tre personer mistede livet ved angrebet - heriblandt lokomotivføreren.

De to andre, der blev dræbt, var en politibetjent og en soldat, har sikkerhedskilder oplyst til AFP.

I en udtalelse har den militante separatistbevægelse Baluchistans Befrielseshær (BLA) taget skylden for angrebet.

Muhammad Kashif, som er embedsmand inden for togdriften i Baluchistans hovedstad, Quetta, har tidligere sagt, at "mindst 450 passagerer" blev taget som gidsler.

Tirsdag lød meldingen, at i alt 80 gidsler var blevet befriet.

Flere af dem beskrev, hvordan de måtte vandre i flere timer gennem et bjergområde for at nå i sikkerhed.

- Jeg kan ikke finde ordene til at beskrive, hvordan det lykkedes os at flygte. Det var forfærdeligt, siger en af passagererne, Muhammad Bilal, til AFP.

Baluchistan har den seneste tid været ramt af et stigende antal angreb fra separatister.

/ritzau/