198 billeder viser amerikansk fangemishandling
Billederne menes at stamme fra fangelejre i Afghanistan og Irak og har været med til at få militærfolk dømt.
Næsten 200 billeder offentliggjort fredag viser, at amerikanske militærfolk i begyndelsen af årtusindet har mishandlet adskillige fanger.
Det skriver The Guardian på sin hjemmeside.
Billederne viser klare tegn på sår, blå og røde mærker samt forbindinger på fangerne. USA's forsvarsministerium, Pentagon, er blevet tvunget til at fremlægge billederne efter en længerevarende kamp ved domstolene.
Billederne er del af en større samling, der er relevant i forhold til undersøgelser af fangemishandling ved adskillige amerikanske militærlejre i Irak og Afghanistan - og muligvis i Guantanamo Bay.
Mange af dem viser fanger, der umiddelbart har lidt fysisk overlast. På billederne ser man fangerne få undersøgt skaderne, og der er eksempelvis linealer og mønter på billederne, så man bedre kan fornemme størrelsen af eventuelle blå mærker.
Ifølge The Guardian kæmper American Civil Liberties Union for at få offentliggjort yderligere cirka 1800 billeder, som Pentagon holder for sig selv.
Organisationen mener, at disse billeder vil kunne vise klare eksempler på tortur.
Det er USA's forsvarsminister, Ash Carter, der efter en føderal domstols afgørelse har besluttet at offentliggøre de 198 billeder. To tidligere forsvarsministre har ifølge The Guardian tidligere nægtet at udlevere dem.
Man kan ikke umiddelbart se, hvilke specifikke skader fangerne bliver undersøgt for. Det står heller ikke klart, hvor fangerne blev tilbageholdt eller under hvilke omstændigheder.
Mange af billederne er grynede og viser blot dele af en krop, der angiveligt er blevet mishandlet af amerikanske styrker. Ingen steder kan man se fangernes fulde ansigt.
Pentagon oplyser i en meddelelse, at efterforskning relateret til billederne har ført frem til 14 begrundede mistanker mod militærfolk. 65 personer skulle have fået en eller anden form for disciplinær straf. Det drejer sig om alt fra en reprimande til fængsel på livstid, skriver The Guardian.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker