20 døde i anden ulykke på en uge med migrantbåd ud for Tunesien
Migranter sætter kurs mod Europa fra et sted ud for den nordafrikanske kyst i 2023. (Arkivfoto). Foto: Oliver Weiken/Ritzau Scanpix
Sidste uge fandt kystvagten ligene af ni migranter og denne uge 20, mens Tunesien står med store udfordringer.
Tunesiens kystvagt har fundet 20 lig, efter at en båd med migranter sank ud for kysten.
Det oplyser landets nationalgarde onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der er tale om den anden hændelse i løbet af en uge, hvor migranter er druknet ud for den tunesiske kyst.
Torsdag bragte Tunesiens kystvagt ligene af ni migranter i land, mens seks andre stadig var savnet, efter at deres båd med kurs mod Europa sank.
I onsdagens hændelse var der fem overlevende, som blev reddet, melder nationalgarden. En eftersøgning er i gang for at finde flere savnede.
Båden sank ud for kysten ved byen Sfax, hvorfra mange afrikanske migranter tager afsted.
Der bor omkring 340.000 i byen, som ligger ud til Middelhavet sydvest for Malta og Sicilien - og omkring 180 kilometer fra den italienske ø Lampedusa, som ofte er det første ankomststed.
Tunesien står med en stor migrationskrise. Landet har afløst Libyen som det store afrejseland for både tunesere og folk andre steder fra, som søger mod Europa i håbet om et bedre liv.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker