Mindst 20 mennesker er blevet dræbt i sammenstød mellem rivaliserende klaner i Abyei-regionen i Sudan.
Det oplyser en talsmand for Folkets Befrielseshær, SPLA, i Sydsudan.
Volden kommer på andendagen af folkeafstemningen om Sydsudans uafhængighed.
- Over 20 politifolk og unge er døde i sammenstød i løbet af de seneste tre dage, siger talsmanden, Philip Aguer.
Afstemningen har øget spændingerne mellem den arabiske nomadeklan Misseriya, der årligt rejser gennem Abyei, og Ngok Dinka-klanen, der holder til i regionen.
Indbyggerne i Abyei skulle søndag have holdt en separat afstemning om, hvorvidt den olierige grænseregion fremover skal høre til Nord- eller Sydsudan. Men afstemningen er udskudt på grund af strid om, hvorvidt Misseriya-klanen må stemme eller ej.
Iagttagere har på forhånd advaret om, at den urolige region kan udløse ny konflikt mellem nord og syd.
Den ugelange afstemning om Sydsudans uafhængighed er en hjørnesten i fredsaftalen fra 2005, der afsluttede mange års borgerkrig mellem det overvejende muslimske nord og det kristne og animistiske syd. Krigen krævede over to millioner liv i det sydlige Sudan.
Alt tyder på, at Sydsudan vil stemme for løsrivelse, men det kræver en valgdeltagelse på mindst 60 procent.
På folkeafstemningens første dag søndag stemte 20 procent, oplyser Sydsudans valgkommission.
Overalt i den sydsudanske hovedby, Juba, var der lange køer ved valgstederne såvel søndag som mandag.
Resultatet af afstemningen ventes offentliggjort i februar.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde