20 dræbt og 55 såret af bomber i Irak

To bombeeksplosioner har dræbt mindst 20 personer og såret 55 andre i den irakiske by Khales i provinsen Diyala 65 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.

Bomberne eksploderede foran en café og en restaurant midt i byen hen under aften, hvor mange var samlet for at spise.

Blandt de dræbte er kvinder og børn, oplyser en lokal politimand.

Det er ikke oplyst, om der er tale om selvmordsbomber eller om fjernstyrede bomber.

Volden indtraf kort før, Iraks Centrale Valgkommission i Bagdad efter planen skulle offentliggøre det endelige resultat af parlamentsvalget 7. marts.

/ritzau/AFP

Mindst 20 personer er dræbt og 55 såret af to bombeeksplosioner i den irakiske by Khales nord for landets hovedstad, Bagdad.

Offentliggjort Sidst opdateret