20 meldes dræbt af israelsk angreb på madkø i Gaza By

Israels militær undersøger anklager om, at 20 blev dræbt som følge af angreb på madkø i Gaza By.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et israelsk angreb på Gaza By dræbte torsdag 20 palæstinensere og sårede yderligere 150, der stod i kø for nødhjælp i form af mad.

Det hævder Gazastribens sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas.

Israels militær oplyser, at det kigger nærmere på anklagerne.

En koalition bestående af islamiske militante og politiske grupper beskriver hændelsen som en "krigsforbrydelse".

I det centrale Gaza hævder en palæstinensisk sundhedsmedarbejder desuden, at et israelsk angreb på et hus i flygtningelejren Al-Nusseirat efter mørkets frembrud slog seks ihjel.

Konflikten, der er centreret i Gazastriben, blev udløst af Hamas' angreb på Israel 7. oktober, hvor 1200 personer blev dræbt og omkring 250 taget gidsel.

Siden er omkring 25.900 blevet dræbt i Gazastriben ifølge de lokale sundhedsmyndigheder som følge af Israels modsvar.

Omkring 1,7 millioner mennesker - næsten tre fjerdedele af befolkningen - er blevet fordrevet fra deres hjem i Gazastriben i løbet af de seneste 12 ugers kampe.

Israel og Hamas har i den seneste tid kæmpet i Khan Younis, som førstnævnte hævder at have omringet.

Sundhedsmyndighederne i Gazastriben hævder desuden torsdag, at mindst 50 palæstinensere blev dræbt i de foregående 24 timer i Khan Younis.

- Intet område er sikkert. Hvor skal vi gå hen? Stop krigen - det er nok, siger en palæstinensisk kvinde i Rafah ved grænsen til Egypten.

Israelske kampvognsstyrker beordrede torsdag over 30.000 civile i et flygtningecenter i Khan Younis til at forlade området ifølge repræsentanter for FN.

Centret, som FN står bag, blev onsdag ramt af israelske bombardementer, som slog 13 ihjel og sårede yderligere 56.

Imens beskriver en repræsentant for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fødevaresituationen nordpå som "rædselsvækkende".

/ritzau/Reuters