200 dræbt efter syrisk massakre i landsby
Syriske regeringsstyrker har torsdag dræbt mere end 200 mennesker - de fleste heraf var civile - i en landsby i Hama-provinsen, siger oppositionsaktivister ifølge Reuters.
Tallet er endnu ikke bekræftet af uafhængige kilder, men hvis det sker, vil det være den værste massakre i den 16 måneder lange konflikt, hvor oprørere forsøger at vælte præsident Bashar al-Assad.
Oprørerne i Syriens Nationale Råd siger til Reuters, at den sunnimuslimske landsby Taramseh blev angrebet af kamphelikoptere og kampvogne, mens regeringstro militser stormede landsbyen og gennemførte flere henrettelser.
- Mere end 220 faldt i dag i Taramseh. De døde under bombardementer fra kampvogne og helikoptere, artilleribeskydning og summariske henrettelser, lyder det i en erklæring fra oprørerne.
Syrisk stats-tv siger, at tre fra sikkerhedsstyrkerne er blevet dræbt under kampene i landsbyen og beskylder "bevæbnede terrorister" for at stå bag massakren.
Fadi Sameh er oppositionsaktivist fra Taramseh. Hun havde forladt byen før massakren, men har været i kontakt med flere af indbyggerne.
- Det ser ud til, at det var bevæbnede alawitter fra omkringliggende landsbyer, der trængte ind i Taramseh og begyndte at dræbe folk, efter oprørsstyrkerne havde trukket sig ud, siger Fadi Sameh.
- Der er lig på markerne, i floderne og i husene. Folk forsøgte at flygte, da angrebet satte ind. Hele familier blev dræbt under flugten, fortæller en anden aktivist far byen.
Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder. Syriske myndigheder har gjort det noget nær umuligt for journalister at rapportere fra det krigshærgede land.
De fleste i Assads regeringsapparat er fra mindretallet af alawitter, som er beslægtet med shiamuslimerne, mens oprørerne hovedsageligt er sunnimuslimer.
/ritzau/Reuters/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker