2000 betjente vil være på plads ved OL-afslutningsceremoni

I alt vil omring 30.000 politibetjente være på plads under den sidste weekend ved det igangværende OL i Paris. (Arkivfoto). Foto: Abdul Saboor/Reuters

Frankrigs største stadion, Stade de France, vil søndag danne rammen om afslutningsceremonien ved OL i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 2000 franske politibetjente vil være i tjeneste ved OL's afslutningsceremoni, når den løber af stablen søndag.

Det har den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, oplyst ifølge nyhedsbureauet dpa.

I alt vil omring 30.000 politibetjente være på plads under legenes sidste weekend.

Ifølge ministeren forbliver sikkerhedsstyrkerne i høj beredskab, især efter at verdensstjernen Taylor Swift aflyste sine tre koncerter i Østrigs hovedstad, Wien, tidligere på ugen.

Her var flere personer blevet anholdt på grund af mistanke om, at de havde planer om et angreb.

- Men mens jeg taler til jer, er der stadig ingen indikationer fra vores sikkerhedstjenester om nogen særlig trussel mod De Olympiske Lege eller afslutningsceremonien, sagde Gérald Darmanin til journalister fredag.

Afslutningsceremonien kommer til at foregå på landets største stadion, Stade de France i Paris.

Det amerikanske medie TMZ har tidligere erfaret, at skuespilleren Tom Cruise vil gennemføre et stunt og aflevere OL-flaget til Los Angeles, der er OL-vært i 2028.

Omkring 10.000 betjente vil ledsage mændenes og kvindernes maratonløb rundt i den franske hovedstad lørdag og søndag, skriver dpa.

Det igangværende OL i Paris begyndte 26. juli. Her var Seinen med til at danne rammen om åbningsceremonien, hvor de deltagende atleter var ude på en længere sejltur.

Fra dansk side deltog blandt andre håndboldspilleren Niklas Landin og sejleren Anne-Marie Rindom, som udgjorde de to fanebærere.

Til ceremonien optrådte blandt andre den canadiske musiker Céline Dion.

Hun sang fra Eiffeltårnet og stod dermed i rampelyset for første gang, siden hun i 2022 blev diagnosticeret med den autoimmune sygdom stiff person syndrom.

Den 56-årige stjerne sang den franske "Hymne à l’amour" af Edith Piaf. Hun lukkede med sin optræden ceremonien.

/ritzau/