200.000 kameraer holder øje med russisk valg

- Den ambitiøse plan er fuldført med succes. Det er det første og største projekt af sin art i verden hidtil, siger den russiske indenrigsminister, Igor Sjtjijogolev, til russiske medier. Ikke uden en vis stolthed.

Projektet, der koster den russiske statskasse 2,5 milliarder kroner, blev sat i gang kort før jul, efter at titusinder af vrede russere gik på gaden i vrede over omfattende svindel ved parlamentsvalget 4. december.

Kritikere siger, at Putins parti Forenet Rusland kun bevarede sit flertal i parlamentet, Statsdumaen, på grund af omfattende svindel.

Om al teknikken fungerer søndag vil op mod 25 millioner internetbrugere være i stand til at følge stemmeafgivningen på valgdagen, lover indenrigsministeren.

Kritikere er dog lagt fra tilfredse, selv om de erkender, at projektet er et skridt i den rigtige retning.

De siger, at webkameraerne ikke giver mulighed for at overvåge de steder, hvor det mest omfattende snyderi fandt sted under parlamentsvalget, nemlig i de lokale og regionale valgkommissioners lokaler.

Kritikere er også utilfredse med, at internetbrugere ikke kan logge sig på kameraerne direkte, men at de skal registrere sig på indenrigsministeriets browser kaldet Webvybory2012.ru for at kunne anvende kameraerne fra deres computere.

Kritikere siger, at det giver myndighederne mulighed for at snyde på de valgsteder, hvor ingen eller kun få netbrugere logger sig på for at se, hvad der foregår.

Indenrigsministeren siger, at begrænsningen er indført for at hindre overbelastningen af nettet, ikke for at begrænse adgangen.

Fredag havde knap 400.000 netbrugere registreret sig hos indenrigsministeriet.

Det nye system skal ikke kun anvendes til valg. Systemet er opbygget sådan, at skolelever kan se og tale med hinanden fra den ene ende af landet til den anden.

- Dette er en unik infrastruktur. Skoler kan networke, og systemet kan også bruges til at overvåge retssager. Systemet er ikke lavet blot for en dag, siger Igor Sjtjijogolev.

/ritzau/

200.000 webkameraer er sat op i godt 90.000 valglokaler over hele Rusland forud for præsidentvalget søndag. Målet er at reducere muligheden for at snyde under valget, som premierminister Vladimir Putin ventes at vinde.

Offentliggjort Sidst opdateret